REGERINGEN har netop indgået et sort trafikforlig med Dansk Folkeparti. Sort i social henseende og sort, hvad angår den luft, mennesker i byen er henvist til at indånde. Forliget får som konsekvens, at billetter og kort til offentlige busser og S-tog stiger over de næste 14 måneder. Forliget rammer med andre ord de mennesker, som dagligt klumper sig sammen i busser. For dem stiger prisen på en billet fra 14 kr. til omkring 18 kr. i januar 2004. På den måde kommer en kort bustur til at koste, hvad der svarer til godt to liter benzin eller over 30 kilometer for dem, der har råd til egen bil. For at det ikke skal være løgn, har forliget fundet 1,5 mia. kr. til forbedringer af de danske motorveje. DET ER næsten ynkeligt, at der er afsat 360 mio. kr. årligt fra 2004 til forbedringer af det nedslidte jernbanenet. Jo tak, en nødvendig disposition, men hvorfor i alverden skal det finansieres ved at gøre det endnu dyrere at bruge offentlig transport? Regeringens omvendte argumentation om, at støtte til offentlige transportmidler ikke har givet flere passagerer, og derfor vil det ikke give færre passagerer at afskaffe støtten, er så langt ude, at det nærmest taler for sig selv. For i dag er busserne i vidt omfang for dem, der ikke har alternativer. For folk med egen bil er den kollektive trafik for dyr og mange steder for dårlig. En prisstigning vil kun gøre ondt værre. Forliget kan kaldes mange ting: en styrkelse af privatbilismen, en forværring af det danske klimaregnskab eller en skattestigning med social slagside. Det eneste, det ikke kan kaldes, er forsvarlig politik fra en regering, der fører sig frem som garant for samfundets svageste.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
