DER BLIVER stadig skrevet nye afsnit til 'Farcen om folkeskoleforliget', der nu i flere måneder har udspillet sig på Christiansborg. Regeringen har erkendt, at forhandlingerne er gået i hårdknude, og hev dem derfor ud af finanslovsforhandlingerne. Uenigheden står ikke længere mellem en forbenet regering og oprørske oppositionspartier. Nej, i stridens kerne er to regeringsfæller: undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) og uddannelsesordfører Helle Sjelle (K). Bag de uenige kvinder trækker to partiformænd i trådene - i en grad så trådene fra de to marionetdukker filtrer sammen, og så er det som bekendt ikke let at få gang i spillets handling. 'BINDENDE LÆSEPLANER' lyder det konservative ultimatum til forhandlingerne, og det rimer dårligt med undervisningsministerens mantra om 'mere fleksibilitet'. Men hvad gemmer sig egentlig bag striden om ord og begge partiers ønske om profilering på folkeskolens bekostning? Først er der grund til at gentage, at Venstres melding om mere fleksibilitet mildest talt ikke er det, folkeskolen har brug for. I dag har en elev i Nordsjælland i gennemsnit ni dansktimer om ugen, mens elever på Fyn har seks lektioner ugentligt. Hvis det er denne skævhed, de konservative vil gøre op med, er deres indsigelse velkommen og burde kunne få opbakning fra andre partier, men 'bindende læseplaner' lyder unægtelig som overkill. Hvad med metodefriheden? Mener K, at alle elever skal læse præcis de samme bøger overalt i landet, hvis de er på samme klassetrin? Vi kan ikke tro det. Lærerne må have spillerum og metodefrihed til at indrette undervisningen efter de ressourcer og realiteter, som findes lokalt. Metodefrihed og øget faglighed er ikke hinandens modsætninger - tværtimod! En mere øvet forhandler end Ulla Tørnæs burde være i stand til at få dét sat på plads til alles tilfredshed. Den opskruede strid om ord og ideologi står i grel modsætning til realiteterne i landets klasselokaler. Alle fra SF til Venstre bør kunne enes om at gavne fagligheden.