FØDEVAREMINISTEREN vil rydde op på de overfyldte hylder i helsekostforretningerne. I fin samklang med helsebranchen og Ernæringsrådet vil hun gøre noget ved de problematiske forhold, som Politikens reportage i sidste uge dokumenterede. Lad det være sagt straks: Ministeren skal være meget velkommen. På mange måder giver det brogede helsemarked i dag mindelser om det Vilde Vesten, hvor kvaksalvere fra prærievognen falbød slangeudtræk og andre uhyrligheder som mirakelkur eller universalmiddel mod alt fra ligtorne til hæmorider. Karikeret måske, men når man i 2002 ser selv sunde mennesker dagligt fortære stribevis af kosttilskud og i lokalaviser møder naive beretninger om Olga, som fik kureret sin gigt med en mirakelpille baseret på gulerødder, er det fortidens lovløshed, man tænker på. Der er al mulig grund til at behandle helsebranchen kritisk. Af hensyn til forbrugerne, der kan have svært ved at skille plat fra krone. Men selvfølgelig også af hensyn til de seriøse fabrikanter, i en voksende branche, som i dag omsætter for et sted mellem 1,5 og 3 mia. kr. om året. ET GODT STED at begynde at rette op på skævheden mellem vurderingen af kosttilskud og naturlægemidler. Mens der for kosttilskud er nærmest frit slag, er kontrolproceduren for naturlægemidler mere restriktiv og samtidig langt dyrere. Producenter sælger naturlægemidler som kosttilskud, og det bliver ikke kontrolleret, om midlerne har nogen virkning overhovedet, eller om de er direkte skadelige. Derfor må kontrollen af kosttilskud naturligvis skærpes. Næste punkt på ministerens tjekliste må være reglerne for markedsføring. Som det er i dag, må producenterne af kosttilskud hverken fortælle om bivirkninger eller dokumenteret virkning. Det skal de naturligvis have lov til at informere deres forbrugere om. Til gengæld skal hammeren falde, hvis producenterne direkte misinformerer. Der er næppe nogen anden større branche med bred folkelig appel, der gennem årene i samme grad som helsebranchen har fået lov at slippe af sted med at udbrede så mange tvivlsomme og decideret forkerte oplysninger om sine produkter. Branchen har svigtet at etablere en etisk standard. Godt, at fødevareministeren nu vil give den en hjælpende hånd.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
