Valg i Grønland

Lyt til artiklen

VED DAGENS valg i Grønland står ét emne højere end alle andre på den politiske dagsorden: selvstændighed. Ifølge de allerseneste meningsmålinger har vælgerne i det geografisk enorme, men befolkningsmæssigt lille samfund aldrig været mere optaget af øget grønlandsk selvstændighed, end de er netop nu. Det er dog et højst forskelligt indhold, vælgerne lægger i selvstændighedsbegrebet. I den ene ende af skalaen ønsker man total suverænitet, i den anden 'mere' hjemmestyre inden for rigsfællesskabet, end man føler at have nu. BÅDE DET socialdemokratiske parti, Siumut, der har stået i spidsen for hjemmestyret, siden det blev indført, og valgets formentlige vinder, det venstreorienterede selvstyreparti Inuit Ataqatigiit, IA, har ført en ren overbudspolitik i valgkampen, hvor det blandt andet har været fremført, at Danmark i forbindelse med eventuel grønlandsk suverænitet skulle betale 20 milliarder kroner i 'erstatning' til den ny nation. Et beløb, som angiveligt skulle svare til den rabat, Danmark har fået i NATO ved at stille det grønlandske territorium til rådighed for baser m.m. Mens Siumut og IA forsøger at overgå hinanden, har det borgerlige parti Attasut og protestpartiet Demokraterne indtaget en forsigtigere, betydelig mere realistisk linje. Begge partier mener først, at selvstændighed kan komme på tale den dag, Grønland kan klare sig selv økonomisk. Det samme mener faktisk et overvejende flertal af vælgerne, med gruppen af 18-29-årige som dem, der i ringest grad ønsker fuld politisk selvstændighed. Med al respekt for det grønlandske folks forståelige ønske om at bestemme i eget hus, må man håbe, at valgets vinder(e) ender med at sætte ønsket om selvstændighed i forhold til det grønlandske samfunds faktiske økonomiske formåen og påtrængende sociale problemer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her