Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningEFTER GODT en måned i en dansk arrest er Akhmed Sakajev igen på fri fod.
De russiske påstande om, at han skulle være terrorist, har vist sig at være så tyndbenede, at de ikke engang fortjener at blive undersøgt af dansk politi og anklagemyndighed endsige forelagt for en dansk domstol.
Justitsministeriets gennemgang af det materiale, de russiske myndigheder fik samlet sammen, mens Sakajev sad arresteret, er rent ud sagt sønderlemmende. Alene konstateringen af, at der tilsyneladende intet grundlag var for hverken sigtelsen eller arrestordren mod Sakajev i september 2001, før den danske arrestation af ham 30. oktober 2002 udløste en russisk 'efterforskning', må siges at være stærkt belastende for den russiske anklagemyndighed. Men afgørende er det, at kvaliteten af de vidneudsagn, som russerne har støvet op, simpelthen er så ringe, at de slet ikke kan begrunde en udlevering. For at udtrykke det endnu klarere end juristerne: Der er tale om løs snak og løse rygter.
Realiteten er, at den russiske sag mod Sakajev var og er en politisk konstruktion, der ikke kan stå for en nærmere prøvelse. Man kan derfor roligt sige, at den russiske justitsministers påstand om, at Danmark har truffet en politisk afgørelse, er et selvmål: Rusland har fremsat et politisk krav, som Danmark har afvist med glasklare juridiske argumenter.
DET ER glædeligt, at justitsministeren har lagt navn til embedsmændenes klare jura. Det ændrer dog ikke ved, at regeringen selv har skabt de forventninger, der nu, hvor de skuffes, kan medføre en forværring af det anstrengte dansk-russiske forhold.
Arrestationen af Sakajev fremstår mere end nogensinde som en overilet handling, der hverken juridisk eller diplomatisk tåler en nærmere prøvelse. Lige siden det fejlskøn har regeringen været fanget i en fælde uden nemme udgange. Den har nu valgt at fornærme russerne i stedet for at bøje basale retsnormer. Det er naturligvis det rigtige valg, selv om juraen ikke for alvor levnede andre muligheder.
Men havde man fra starten set igennem den russiske teatertorden, kunne resultatet