POLITIKERNE sparede ikke på de store ord, da de for to år siden besluttede at ruste fremtidens folkeskolelærere til opgaven med at integrere de tosprogede børn. Der skulle laves et helt nyt linjefag, 'dansk som andetsprog', og seminarielærerne blev stillet i udsigt, at der ville følge penge til efteruddannelse. Som så ofte før kom pengene imidlertid aldrig. Seminarielærerne på det nye fag står frustrerede tilbage og skal undervise i faget uden at have de nødvendige kvalifikationer. Det er en ret umulig opgave at undervise i en ny uddannelse i dansk som andetsprog med den baggrund, seminarielærere har. Senest har undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) så sat trumf på ved at afslå en ansøgning på halvanden million kroner, som det koster at give de 30 lærere en masteruddannelse i dansk som andetsprog. MED ANDRE ord: Først politisk overbud, hvor alt kan lade sig gøre. Dernæst møder planerne realiteternes mur, og så mangler den politiske vilje og ikke mindst de økonomiske midler til at føre sagen til dørs. Skønt forløbet er sørgeligt forudsigeligt, er det underligt, at den nuværende minister er så afvisende. Hun kan naturligvis ikke klandres for løfter udstukket af sin forgænger. Men i lyset af aktuelle internationale undersøgelser, der viser, at den danske folkeskole er helt i bund, hvad angår integrationen af tosprogede, er det mærkværdigt, at ministeren ikke ønsker at bidrage til en så oplagt løsning på et så stort problem. VI HAR hørt det fra politikere utallige gange: Vigtigste forudsætning for at børn af indvandrere kan integreres i det danske samfund er, at de mestrer dansk og gør det godt. Det er nøglen til arbejdsmarkedet og til et liv som en del af det danske samfund. Alligevel er dette område altså fortsat et af dem, der står længst nede på regeringens politiske dagsorden. Og selv ikke når det gælder uddannelsen af næste generation af lærere, kan der findes veje til at føre de gode viljer ud i livet. Gad vide om undervisningsministeren ved, at 'ansvarsflugt' hedder 'sorumluluktan kaçx' på tyrkisk?