Signaleffekt

Lyt til artiklen

HVIS PÆDAGOGER eller skolelæger konstaterer, at en pige er blevet omskåret, så skal det indberettes til de sociale myndigheder. Jamen naturligvis, vil de fleste nok sige. Omskæring skal indberettes, ligesom det selvfølgelig skal indberettes, hvis det konstateres, at et barn har blå mærker fra tæsk eller er blevet misbrugt seksuelt. Overgreb mod børn skal under ingen omstændigheder accepteres, og samfundet har i sådanne tilfælde både ret og pligt til at beskytte et barn, når det bliver svigtet af sine forældre. Når det synes indlysende, er det også, fordi individets rettigheder er universelle. Overgreb skal derfor hindres, ligegyldigt hvor de foregår, hvem der foretager dem, og uanset hvilke traditioner der kan henvises til. Menneskerettigheder og børns rettigheder mister deres mening, hvis ikke de er globale og opfattes som sådan. SÅ HVORFOR i alverden skulle der en tværministeriel arbejdsgruppe, en rapport og en udmelding fra en socialminister til for at få det slået fast? Det skulle der - sørgeligt nok - fordi repræsentanter for pædagoger og skolelæger har forvirret debatten. Der er kommet udtalelser om, at når det gælder somaliske familier, så vil indberetninger virke stik mod hensigten. Senest i denne uge, hvor formanden for pædagogernes fagforening siger, at pædagoger ikke skal være kontrollanter, og at det vigtigste er en dialog med forældrene. Faren er, siger hun, at det vil skræmme forældrene væk. Argumentet lyder jo besnærende og velment tolerant. Men det holder ikke for en nærmere afprøvning, for det samme kan jo siges om andre forældre, der tæver deres børn. Her skal indberetning ske, så volden kan stoppe. JAMEN, vil nogle indvende, når det gælder omskæring, er skaden jo sket. Det er rigtigt, men indberetning skal også ses som forebyggelse på længere sigt, for eksempel for søskende. Dertil kommer, at der skal sendes et uomgængeligt klart signal til forældrene om, at omskæring af piger er en alvorlig voldsforbrydelse og skal behandles som sådan af samfundet. Det handler netop også om at støtte mange progressive kræfter både blandt somaliere i Danmark og i Somalia, som arbejder for at overbevise forældrene om, at denne praksis må høre op, og intet har med religion at gøre. Det gøres, som det rigtigt siges, ved dialog. Men også ved som samfund at melde klart ud, at det ikke kan accepteres. Det var åbenbart nødvendigt, at socialministeren slog denne indbetningspligt fast. Og den udmeldning skal være velkommen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her