HVIS EN international organisation leder efter en måde at reducere sin egen betydning og moralske status på, er forbilledet fundet. Det hedder FN's Menneskerettighedskommission, der med mandagens beslutning om at gøre Libyen til sin nye formand har skudt sig selv godt og grundigt i foden. For en mindre velegnet forkæmper for menneskerettighederne end Libyen skal man godt nok lede længe efter. Der har ikke været demokratisk valg i landet, siden oberst Gaddafi tog magten i 1969. Landet har åbent støttet terroristorganisationer som IRA og er stadig underlagt sanktioner for sin rolle i Lockerbiebombningen i 1988, der kostede 270 mennesker livet. Den uafhængige menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch kalder menneskerettighedssituationen i landet for 'oprørende' og Amnesty International mener, at 150 medlemmer af oppositionen alene i januar vil få en uretfærdig retssag. Dette land er nu formand for FN's Menneskerettighedskommission, og at det overhovedet har kunnet lade sig gøre, understreger både problemerne i FN's beslutningsproces og EU's manglende diplomatiske mod. FØRST FN-SYSTEMET. Når Libyen bliver valgt, skyldes det nemlig en kombination af, at det er Afrikas 'tur' til at besætte posten, og at Libyen har brugt nogle af sine mange oliepenge til at købe sig til en ledende rolle blandt de afrikanske lande. At fattige landes stemmer kan købes, kan man beklage, men dog glimrende forstå. Men at FN her i det 21. århundrede stadig tænker mere på at give Afrika sin 'tur' end at få en fornuftig formand for menneskerettighedskommissionen bør give anledning til alvorlig eftertanke. Og det bør beslutningen i høj grad også gøre i EU, der på kujonagtig vis lod menneskerettigheder være menneskerettigheder og undlod at stemme mod Libyen af frygt for at skade forholdet til Afrika. USA gjorde derimod det eneste rigtige: insisterede for første gang nogensinde på en afstemning om formandsposten og stemte sammen med Canada og Guatemala imod. Godt gået, og noget de mange europæere, der altid taler nedsættende om USA's kyniske magtpolitik og ligegyldighed over for menneskerettighederne, burde tænke lidt over.