SKAL PENSIONISTEN kunne købe ekstra hjemmehjælp, rengøring, havehjælp m.v. af kommunen? Og skal børneinstitutionen mod betaling kunne tilbyde forældrene f.eks. et ugentligt måltid midt i ulvetimen? Flertallet af landets borgmestre er ikke i tvivl. De vil hellere end gerne tilbyde borgerne tilkøbsydelser. Og borgerne vil også gerne have den ekstra valgmulighed. Men hvad siger regeringspartiet Venstre, der ellers har gjort valgfrihed og markedskræfter i den offentlige sektor til sit mantra? Efter lang tids vaklen er partiet nu nået frem til holdningen: Tilkøbsydelser duer ikke. De offentlige institutioner skal ikke sælge ydelser, som private virksomheder kunne have solgt. Det er en uklog beslutning. Af flere årsager. For det første: Ud fra en snusfornuftig, pragmatisk synsvinkel er det svært at se, hvorfor man skal forhindre den 85-årige fru Jensen i at kunne købe f.eks. ekstra hjemmehjælpstimer hos den leverandør, som hun er tryg ved, og som har erfaring i at levere varen. For det andet: I de kommende år vil presset på de offentlige velfærdsydelser eksplodere. Stadig flere ressourcestærke ældre med stadig mere individuelle krav vil rette deres forventninger mod den offentlige sektor. Men der vil ikke være råd til at honorere kravene. Derfor bliver man nødt til at afvise de ældre. Medmindre altså, at man i fornyelsens navn indfører nye modeller i den offentlige sektor. Som f.eks. tilkøbsydelser. Fordelen ved tilkøbsydelser er, at man imødekommer de øgede, individuelle krav på en socialt afbalanceret måde. Til den velstillede med det store hus siger man: De 75 kvadratmeter skal vi nok klare som en gratis grundydelse. De resterende hundrede kvadratmeter, haven og snerydningen klarer vi også gerne - men så skal du betale for det. NATURLIGVIS KAN der være problemer forbundet med, at offentlige institutioner går ud på et marked, hvor der også er hjemmeservicefirmaer, gartnere, vaskerier m.v. De kan imidlertid løses ved at lave vandtætte skotter og særlige selskabskonstruktioner. Et større problem er det, hvis tilkøbsydelser bliver så stor en succes, at de trækker fokus væk fra kerneydelserne til de ressourcesvage. Den faldgrube bør man være konstant opmærksom på. Og er man det, er tilkøbsydelser en idé, der er kommet for at blive. Ærgerligt, at en liberal regering ikke kan se det.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
