Afsporet

Lyt til artiklen

DEBATTEN OM fornyelsen af den offentlige sektor forpestes af to lejre. I den ene er der dem, der mener, at opgaver som togdrift, rengøring af hospitaler osv. nødvendigvis bør varetages af statstjenestemænd i uniform. Og i den anden er der dem, der insisterer på, at private virksomheder per definition er mere effektive end offentlige institutioner. Problemet med begge lejre er, at de er forblændet af ideologi. Og at de - fordi den ideologiske klap går ned - glemmer at spørge: Hvem er bedst til at løse denne konkrete, specifikke opgave? Det glemte trafikminister Flemming Hansen også, da han i 2001 skulle tage stilling til, hvem der skulle være vinder af det midt- og vestjyske togudbud. Al fornuft pegede i retning af, at DSB burde vinde licitationen. Fordi DSB's tilbud var klart det billigste. Og fordi DSB havde 100 års erfaring og ekspertise på strækningerne. Ministeren blev så fristet af at kunne bryde et 100-årigt offentligt monopol på togdriften i Danmark, at han glemte alt om rationelle argumenter og økonomi. Ideologen Flemming Hansen vandt over rationalisten Flemming Hansen. ARRIVASKANDALEN er et selvmål af de store. Med sin elendige håndtering af togdriften i Jylland har regeringen formentlig sat én af sine egne mærkesager - udlicitering - flere år tilbage. Og har måske givet den modsatte lejr - fortalerne for statstjenestemænd over hele linjen - vind i sejlene. Og det er synd. Det, der er brug for i forhold til den offentlige sektor i de kommende år, er ikke ideologer, der holder fast i, at offentligt per definition er bedre end privat. Eller omvendt. Derimod er der brug for pragmatiske politikere, der fra sag til sag spørger sig selv: Hvem er egentlig bedst til at løse denne konkrete, specifikke opgave? I tilfældet togdriften i Jylland var der ingen tvivl om dét. Det var DSB.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her