NOGET AF det allerværste, det hæsblæsende moderne liv byder på, er at sidde fast i trafikken. Intet sker, man kommer ikke ud af stedet, og raseriet bobler hurtigt lige under over overfladen. De fleste, der har prøvet det, kan derfor på et eller andet plan formentlig godt sætte sig ind i Michael Douglas' beslutning i filmen 'Falling Down' om bare en dag at stige ud af bilen og give los for alle de indestængte frustrationer. Indtil nu har vi i København været forholdsvis forskånet for de enorme trafikproblemer, som andre storbyer længe har kæmpet med, men udviklingen går i den forkerte retning. På fem år er trafikken i hovedstaden steget med 30 procent, og medmindre der gøres noget, forventes det, ifølge Hovedstadens Udviklingsråd, at den vil stige yderligere 30 procent frem til år 2010. Og så begynder morskaben for alvor at være begrænset. Det er derfor glædeligt, at regeringen i den trafikplan, den fremlagde i går, lægger op til at tage alvorligt fat om hovedstadens trafikudvikling i de kommende år, og den foreslåede store udbygning af vejnettet er bestemt en del af løsningen. Men også kun en del, alle erfaringer viser nemlig, at udbygger man vejnettet uden at gøre andet, vokser trafikken bare, sådan at man få år senere er lige vidt. DER SKAL med andre ord andet og mere end større og bedre veje til, og som inspiration kunne regeringen passende vende blikket mod London, som i denne uge indledte verdens største roadpricingforsøg. Godt 60 kroner koster det nu at køre ind i det centrale London. Teknikken og det betydelige overvågningselement, systemet indebærer, kan man sætte spørgsmålstegn ved; det mere gammeldags system med bompenge, som man har i for eksempel Oslo, forekommer mere tillokkende. Men pointen er den samme. For at undgå, at København i de kommende år går til i bilos og bilkøer, er det nødvendigt at supplere udbyggelsen af den trafikale infrastruktur både med kollektiv trafik og bilbegrænsende tiltag, roadpricing.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
