DANMARK HAR en solid økonomi, fastslår finansminister Thor Pedersen med den vægt, som den solide arv fra hans forgænger giver. Næsten alle nøgletallene er nydelige, betalingsbalancen, statsbudgettet, inflationen, renten, og finansministeren holder troligt fast i planen om, at statsgælden fortsat skal nedbringes, mens 85.000 flere skal i beskæftigelse inden 2010. Forudsætningerne for denne optimistiske forudsigelse synes at være på plads, selv om den kræver et voldsomt skub i integrationen af indvandrere. For nøgletallene giver jo regeringen et betragteligt rum til visionære armbevægelser. Men desværre er det småt med visionerne, bortset fra besværgelserne om, at den planlagte, minimale skattelettelse vil sætte hjulene i gang. Hvis det var så simpelt, ville den seneste tids mange omlægninger af boliglån og deraf følgende stimulans af privatforbruget allerede have smittet af på den økonomiske aktivitet. MEN DET ER ikke tilfældet. For i det seneste halvår er beskæftigelsen faldet med 32.000 ansatte. Og selv om forklaringen om krisetilstande på vigtige eksportmarkeder som f.eks. Tyskland er relevant, så hindrer det jo ikke, at regeringens mål for beskæftigelsen i 2010, humlen i hele dens langsigtede økonomiske strategi, efterhånden har mistet enhver troværdighed. På den baggrund forekommer det ubegribeligt, at finansminister Thor Pedersen tilsyneladende forholder sig helt passivt til den alarmerende udvikling i beskæftigelsen og foreløbig nægter at spille på de strenge, dansk økonomi giver mulighed for. Må vi minde om, at hans forgænger, Mogens Lykketoft, kickstartede økonomien med stor succes for ti år siden og år for år nedbragte arbejdsløsheden gennem en dynamisk finanspolitik uden at sætte den økonomiske stabilitet over styr. Hvad ligner det, at der trods rekordlav rente er boligmangel i og omkring de større byer, mens håndværkere går ledige? - for nu blot at nævne et paradoks.