I ET STILLE og fredeligt og velfungerende retssamfund forsvinder unge mennesker ikke bare. De er ikke væk i årevis uden kontakt til deres familie. De er ikke væk, uden at nogen får dem efterlyst. Og skulle de geråde i ulykke ude i verden, bør det være en fast del af vores sociale kontrakt mellem samfund og borger, at samfundet forsøger at komme dem til hjælp. I tilfældet en 29-årig dansker er det hele gået galt. Ifølge Politikens oplysninger er den 29-årige identisk med den unge danske statsborger, som USA har ladet arrestere i Afghanistan og for et år siden overført til fangelejren Guantánamo på det østlige Cuba. Den unge mands familie har af grunde, som ikke kommer os ved, valgt at undlade at lade ham efterlyse, selvom den ikke har hørt fra ham siden 13. september 2001. Og den vælger fortsat anonymitet og diskretion om den unge mand og hans skæbne - i modsætning til familien til den svenske statsborger, der også sidder i fangelejren på Cuba. I Danmark har der været alt for stille i både regeringen, i Folketinget og i offentligheden. Strengt taget ved ingen i Danmark, om vores landsmand, der nu befinder sig i en 5,17 kvadratmeter lille celle på Cuba, har begået noget ulovligt, eller om han kun tilfældigt og uretmæssigt er kommet i klemme hos amerikanske styrker i Afghanistan. Danskeren har ikke fået adgang til at sikre sig en advokat. Ét år efter overførslen til Guantánamo har han heller ikke fået forelagt et anklageskrift. Og han har endnu ikke været stillet for en dommer. Det harmonerer meget dårligt med, at USA's krig i Afghanistan skal forestille at repræsentere de demokratiske retssamfunds indsats mod terroristerne i al-Qaeda og deres støtter i den nu nedkæmpede, lovløse Taleban-bevægelse. Men det harmonerer også meget dårligt med de forventninger, vi som danske statsborgere berettiget bør kunne have til vores regering. Mens den svenske regering i det mindste er kommet deres statsborger til hjælp med utvetydige krav til USA om at sikre ham en ordentlig retsbehandling i overensstemmelse med international folkeret, forekommer den danske regering ganske pinagtigt og svigefuldt at have ligget på maven for USA. Både vores statsminister, vores udenrigsminister og vores justitsminister har forvekslet Danmarks naturlige støtte til indsatsen mod terror med den lige så naturlige indsats for at fastholde retssamfundets grundlæggende principper. De to indsatser er ikke i modsætning til hinanden - tværtimod bør de hænge uløseligt sammen. Vi har ingen mulighed for at vide eller bedømme, om den 29-årige dansker har været ude i noget snavs. Men det ændrer under ingen omstændigheder ved, at han med dansk pas bør kunne forvente, at Danmark tager hans retssikkerhed alvorligt.