Pamperpop

Lyt til artiklen

ET RIGTIGT MANDFOLK. Byggesjakket var ikke i tvivl, da det i går i Radioavisen skulle give sin bedømmelse af formand Dennis Kristensen i Forbundet af Offentligt Ansatte. Hans forslag om at lade halvdelen af sine bestyrelseshonorarer gå tilbage til fælleskassen var populært. Og umiddelbart ligner ideen da også et prisværdigt anslag mod pamperiet i fagbevægelsen, hvor iveren efter at sikre sig lukrative bestyrelsesposter har været alt for tydelig. Men mandfolk eller ej. Dennis Kristensen har bevæget sig ud på et vildspor i diskussionen om fagbossernes bestyrelsesposter. Det er ikke honoraret, der er problemet. Det er antallet af bestyrelsesposter. Hans Jensen stod for nylig noteret for 26 poster ud over posten som formand for LO. SiD-formand Poul Erik Skov Christensen har op til 14 bestyrelsesposter. TABURETKLÆBERI i det omfang er selvfølgelig helt galt. Ingen kan bestride så mange poster på kvalificeret vis og samtidig give den som forbundsformand. Og her har vi kerneproblemet. Hovedparten af de bestyrelser, hvor forbundsformændene flokkes, er nemlig i fagbevægelsens egne virksomheder. Typisk i Kooperationens knap 900 virksomheder eller i de pensionsselskaber, der er knyttet til fagbevægelsen. Fagbosserne beskæftiger sig med alt fra produktion af kiks til finansiel virksomhed, uagtet at deres kvalifikationer ligger langt derfra. Resultatet er ikke overraskende stakkevis af eksempler på dårlig ledelse og dermed dårlig forrentning af de mange penge, de har bundet i virksomhederne. Der er et akut behov for at få udskiftet mange af fagforeningsfolkene med professionelle bestyrelsesmedlemmer. Det er svært at se, hvad et angreb på honorarerne skal hjælpe. HVIS Dennis Kristensen virkelig vil gribe fat om nældens rod, burde han kræve regler om, at forbundsformændene må beklæde færre poster og kun poster, som de er kvalificeret til. At de får et sædvanligt bestyrelseshonorar for det, er kun rimeligt. Hvis der er åbenhed om det, vel at mærke. Politikens gennemgang af forbundsformændenes mange ben afslører, at der er en pinlig lukkethed om deres lønninger. En lukkethed, som ikke hører hjemme i demokratiske organisationer, og som i virkeligheden nok er den største kilde til medlemmernes irritation. Månedslønninger på 45.000 kroner plus honorarer for to-tre bestyrelser bør ikke hidse nogen op.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her