Penge i lommen

Lyt til artiklen

DET ER altid sympatisk at opfylde sine valgløfter, og med regeringens lettelser i indkomstskatterne har vælgerne foreløbig udsigt til at få, hvad de bad om. Ja, man kan endda hævde, at almindelige lønmodtagere tilgodeses pænt med forslaget, der fuldt indfaset i 2007 giver et fald i marginalskatten på 6,3 procentpoint for 900.000 skatteydere svarende til ca. 10.000 kr. mere til forbrug for et almindeligt LO-ægtepar med to indkomster. Kassedamen, der kun får glæde af beskæftigelsesfradraget, men ikke forhøjelsen af mellemskattegrænsen, får en skattelettelse på 1.500 kr. årligt eller 84 øre mere til forbrug per arbejdstime. Det er den gulerod, der skal lokke hende ud af dagpengesystemet. Regeringen lovede også skattestop, samt at de bebudede skattelettelser skulle være fuldt finansierede. Ifølge regeringens egne beregninger er de løfter også overholdt, idet skattelettelsen, der gradvis stiger til 10,6 mia. kr. i 2007, kan finansieres ved nulvækst i de statslige udgifter og ved at begrænse udgiftsstigningerne i amter og kommuner til 0,7 pct. næste år og 0,5 pct. i de følgende, beregnet i faste priser. DEN MELDING vil uden tvivl skabe ravage også blandt borgerlige borgmestre, der i disse år sidder i en dobbelt udgiftsklemme, strammet af flere børn i daginstitutioner og skoler samt flere ældre med behov for behandling og pleje. Hvis det nuværende niveau skal holdes, vil det betyde voldsomme besparelser på alle andre kommunale aktiviteter - herunder dem, som kassedamer og andre lavtlønnede har særlig gavn af. Forhandlingerne mellem regering og kommuner om næste års budgetter bliver blodige. Dertil kommer, at skattepakken bygger på regeringens såkaldte 2010-plan, der forudsætter, at statsgælden halveres, og at beskæftigelsen øges med 82.000 fuldtidsansatte inden da. Forudsætninger, som overser, at antallet af arbejdsløse er stigende og konjunkturudviklingen i vore nabolande bekymrende. MED SKATTEPAKKEN har regeringen lagt alle æggene i én kurv. Beregningerne om, at den vil lokke flere i arbejde og flere til at arbejde mere, svarende til 10.000-13.000 fuldtidsbeskæftigede, er ifølge regeringen behæftet med »betydelig usikkerhed« - altså langt fra målet. Alligevel afviser regeringen at stimulere den økonomiske aktivitet med en dynamisk finanspolitik. Som sagt: Vælgerne kan glæde sig over, at de får, hvad regeringen lovede. De vil nok glæde sig mindre over konsekvenserne, som regeringen ikke sagde noget om i valgkampen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her