FØRST DE gode nyheder: Kriminaliteten i Danmark er faldet, der er kommet flere betjente, og de er blevet meget mere synlige på gaden. Så de knap så gode: Det har kostet mange flere penge end beregnet, udskudt vigtige investeringer i computersystemer og gjort de danske betjente til de statistisk mindst produktive i Norden. Det er i al enkelhed indholdet i den seneste budgetredegørelse fra Finansministeriet om den danske politistyrke. Og det bør naturligvis give anledning til eftertanke og overvejelser om, hvordan man kan komme problemerne til livs uden derved at kaste de hårdt indtjente fremskridt over bord. Helt oplagt er det, at det ikke holder at spare på den nye teknik i en sådan grad, at næstformanden i Dansk Politiforbund i gårsdagens avis kunne beskrive politiets computersystemer som et »teknologisk frilandsmuseum«. I en tid, hvor antallet af nye elektroniske forbrydelser vokser med rasende hast, terrorister kommunikerer via internettet over hele verden, børneporno spredes over nettet, og letsindige piger lokkes i uføre via chatrum, nytter det naturligvis ikke, at politiets computere stadig kører med håndsving. Det er ikke stedet at spare, og er der ikke penge til de fornødne investeringer, må Folketinget bevilge nogle flere. Men efter alt at dømme kunne der sagtens spares penge en række andre steder, blandt andet ved at kigge nærmere på de opgaver, politiet varetager. For eksempel kunne man med rette spørge, om udstedelse af pas og kørekort virkelig er en opgave, der ikke lige så godt kunne varetages andetsteds. Men der, hvor den virkelig store effektiviseringsgevinst ligger gemt, er antallet af politikredse. Det må nedbringes. Sidste år nægtede regeringen at lytte til Politikommissionens glimrende forslag om at nedlægge halvdelen af landets 54 politikredse. Det var dumt dengang, er dumt nu, og man må håbe, at de nye tal giver anledning til nye overvejelser. Ved at sammenlægge kredsene vil politiet kunne effektivisere administrationen og derved i virkeligheden øge antallet af politifolk på gaden. Hvilket jo netop er det, alle ønsker, og som måske har været årsag til den faldende kriminalitet. Det er bare om at komme i gang.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
