LANGVARIG depression eller forbigående tilbageslag. Om verdensøkonomien står over for den ene eller den anden diagnose skal være usagt. Her rækker det blot at konstatere, at de vestlige lande står midt i en alvorlig økonomisk krise, som ikke mindst symboliseres af, at aktiemarkederne de seneste år har været ude i fald, der ikke er set siden 1929. Og skulle man forledes til at tro, at en hurtigt overstået Irakkrig kunne være en mirakelkur, er der blot ét at sige: Glem det. Der går lang tid, før økonomien igen er tilbage på samme vækstspor som i de glade sen-90'ere. Spørg blot en af de 200 danskere, som hver dag mister jobbet. Har de udsigt til at finde et nyt? Sjældent. Jobmarkedet er elendigt i øjeblikket. Virksomhederne er ekstremt forsigtige med at ansætte på grund af frygten for en endnu værre krise. RESULTATET er, at alle, der har mulighed for det, flygter fra arbejdsmarkedet. På pension, efterløn eller noget andet. Og det er her, problemerne for alvor melder sig. Selvom arbejdsmarkedet ser trist ud i øjeblikket, viser simple fremskrivninger, at der bliver brug for alle hænder, når store grupper af ældre om få år går på pension. Det gælder altså om at holde folk på arbejdsmarkedet netop i disse år. Ulykkeligvis har VK-regeringen valgt at bruge den gamle danske abemetode. Ikke høre, ikke se, ikke tale. Ethvert oplæg til diskussion om at give økonomien en hjælpende hånd bliver afvist med rådet om at slå koldt vand i blodet. En stærkt tvivlsom strategi, set i lyset af at Danmarks største samhandelspartner, Tyskland, er kørt helt fast. Den økonomiske vækst er nul, og arbejdsløsheden er over 11 procent. Den tyske regering forsøger dog i det mindste at gøre noget. Forbundskansler Gerhard Schröder fremlagde i går en krisepakke, der blandt andet indeholder offentlige investeringer for 110 milliarder kroner. Pakken rummer dog også mere betænkelige tiltag. Blandt andet et forslag om at forkorte dagpengeperioden fra 32 til 12 måneder. Det er ikke just den slags indgreb, der giver borgerne tryghed og lyst til at bruge penge, så økonomien bliver hjulpet i gang. På den hjemlige scene spillede LO ligeledes i går ud med forslag om en beskæftigelsespakke. En række af forslagene er gode. Blandt andet ideen om at fremrykke en række offentlige investeringer. LO har fuldstændig ret i, at det er hul i hovedet at lade arbejdsløse bygningsarbejdere se passivt til, mens hullerne i vejene og på skoletagene bliver større. Til gengæld kan man diskutere betimeligheden af LO's forslag om at øge den offentlige beskæftigelse. Men det er blot en skønhedsplet på et tiltrængt indspark i den økonomiske debat.