I BEGYNDELSEN af 1990'erne var Københavns økonomi så dårlig, at de røde tal en overgang var på vej til at få sat hovedstaden under økonomisk administration af Indenrigsministeriet. Men det var dengang. Efter mange magre år er Københavns Kommune i en historisk helt ny situation: Den har et kæmpe overskud. Hele to ubrugte milliarder skæpper i kassen. For en stor dels vedkommende er de allerede bundet i budgetposter og overført fra det bugnende år 2002 til i år til diverse institutioner, understreger overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, der, i stedet for at tage æren for den gode økonomi, synes at gøre, hvad han kan for at mindske forventningerne til, hvad så mange penge kan bruges til. Men den går ikke. Københavns økonomi er nydelig - og så rummelig, at byens ledende politikere må finde sig i, at offentligheden nu spørger sig selv, hvad hovedstaden kan få ud af rummeligheden. BYENS BORGERE burde være de første til at nyde godt af den gode økonomi. Her er det ekstremt pinagtigt, at København endnu er indehaver af et par pinlige danmarksrekorder. Den er således helt gal med børnefamiliernes mulighed for at få passet deres børn. Ventetiden er rekordlang, op til 16 måneder, samtidig med at den socialdemokratiskledede kommune markedsfører sig som en kommune også for børnefamilier. Undskyldningen, som Kramer og co. fremfører, er, at det er vanskeligt, ja næsten umuligt, at finde grunde og kvadratmeter i en fuldt udbygget kommune. Et umiddelbart plausibelt argument, hvis det ikke havde været, fordi enhver med sit blotte øje i byens geografi kan se, at det i den grad er lykkedes at finde plads til andre former for nybyggeri. Kontorer og andre former for erhvervsbyggeri for eksempel. Og dyre boliger. De mange ledige kvadratkilometer omkring Københavns Havn har endnu ikke begunstiget københavnerne synderligt. Det er på tide, at Jens Kramer Mikkelsen og co. sætter handling bag hensigtserklæringerne og arbejder sig hen mod den pasningsgaranti, som skal til, hvis hovedstaden også skal være hjemsted for børnefamilier. Og så skal der skabes boliger, som folk kan betale. Der er op mod tohundredtusinde ledige kvadratmeter i kontorpaladserne. Byen trænger til ledige kvadratmeter, mennesker kan bo på.