Selv ikke de strengeste sikkerhedsregler kunne helt holde Irakkrigen ude fra Oscar-ceremonien i Kodak Theatre. Akademiets formand, Frank Pierson, udtrykte håb om fred og en hurtig ende på krigen, mens Oscar-vinderen Chris Cooper sendte en hilsen til en kammerat i krig, og Susan Sarandon fra scenen gav et diskret fredstegn. Det blev uundgåeligt en fest i krigens skygge. Amerikanerne er blevet splittet af en krig uden FN's blå stempel, og splittelsen var med i Kodak Theatre, hvor dokumentarfilmskaberen Michael Moore fra scenen sagde både fy og skamme til sin præsident og blev mødt af buhråb fra salen, inden fanfaren overdøvede begge parter. I den vindende dokumentarfilm, 'Bowling for Columbine', stiller guerilla-filmskaberen Moore skarpt på den amerikanske våbenfetichisme. Det er ikke nogen overraskelse, at Moore er kritisk over for angrebet i Irak. Det interessante politiske signal er ikke Moore, men hans Oscar. At 'Bowling for Columbine' fik flest stemmer er et udtryk for, at der også i Hollywood findes et Amerika med andre politiske værdier end dem, der defineres af texanske oliemillionærer og de magtfulde lobbyister i National Rifle Association. Men trækker krigen ud, kan det blive svært at være i opposition. Kravet om selvcensur gør sig allerede gældende. Når først kanonerne taler, bør kritikken tie i patriotismens hellige navn, mener mange. Krig eller ej, så handler Oscar om de filmkunstneriske præstationer. Stephen Daldrys mesterlige 'The Hours' måtte, bortset fra en statuette til Nicole Kidman, bøje sig for 'Chicago'. Musicalen, der sammen med Roman Polanskis holocaustfilm, 'The Pianist', blev aftenens vindere. Den store taber blev Martin Scorsese. En episk fremstilling af Amerika som et samfund født af blodige bandekrige og politiske studehandler var åbenbart ikke lige, hvad man i den nuværende situation havde mest brug for.