Eksklusivt

Lyt til artiklen

DET GENNEMORGANISEREDE danske samfund er fuldt af eksklusivaftaler. Advokater, tandlæger, apotekere, landmænd og alle mulige andre faggrupper er omfattet af aftaler, der forpligter dem til at være medlem af bestemte foreninger og sammenslutninger for at kunne praktisere deres erhverv. Det gælder eksempelvis advokater som er nødt til at være medlem af Advokatsamfundet. I den offentlige debat bliver den slags eksklusivaftaler dog sjældent nævnt - og da slet ikke som et problem. Næ, de eneste eksklusivaftaler, der år efter år fremdrages som en knægtelse af både den personlige frihed og foreningsfriheden, er de eksklusivaftaler, som LO-forbundene gennem tiden har indgået. Og det selvom Højesteret i 1999 slog fast, at aftalerne hverken er i strid med dansk eller international lovgivning. I debatten nævnes det heller ikke, at eksklusivaftalerne, der kun dækker ti procent af det danske arbejdsmarked, er frivillige. Eller at de historisk har været med til at sikre den faglige professionalisering, som det moderne videnssamfund høster udbytte af. Det fremhæves heller ikke, at eksklusivaftaler er med til at skabe et ordnet, roligt arbejdsmarked uden den slags vilde konflikter, som hærger i lande uden en stærk enhedsfagbevægelse. En vurdering af, hvad der vil ske, hvis LO-fagbevægelsen i Danmark droppede sin institutionaliserede ansvarlighed over for samfundsudviklingen, indgår heller ikke i de ræsonnementer, som modstanderne af aftalerne rejser med. DET STÅR i det hele taget sløjt til, når man kigger nærmere på den modstand mod eksklusivaftaler, som ofte fremføres fra borgerligt hold. Sagen er, at det danske samfund ikke kan undvære eksklusivaftaler. Formelt står de i modsætning til den fuldstændige foreningsfrihed, som grundloven sikrer, men aftalerne udgør på ingen måde så grel en frihedsberøvelse, at det kan berettige et myndighedsindgreb, der ophæver frivilligt indgåede aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Det er en fordel for Danmark, at alle mulige erhvervs-, branche, stands- og faggrupper insisterer på medlemskab og regulerer deres forhold ved at indgå aftaler med deres modparter. Historisk har sådanne aftaler været med til at bringe det danske samfund med i en - eksklusiv - kreds af meget velstående samfund. Samfund, hvor kollektivt sammenhold har skabt fantastiske muligheder for det enkelte individs frie udfoldelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her