Pensionsbombe

Lyt til artiklen

IVREN EFTER frit valg løber nogle gange af med regeringen. Senest med ønsket om at liberalisere Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), hvor regeringen har fået indstillet sigtekornet helt skævt. Ikke fordi der er noget galt i at lade danskerne bestemme over deres pensionskroner. Det er en sympatisk målsætning. Men det er uforståeligt, at økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) begynder det sted, hvor der er mindst behov for reformer, men hvor der samtidig er størst risiko for at gøre skade. Sammenlignet med hvad danskerne i disse år sparer op i arbejdsmarkedspensioner og private pensionsordninger, er ATP-bidraget småpenge. Til gengæld er ATP en solidarisk ordning, hvor udbetalingen ikke afhænger af køn og erhverv. TILMED HAR ATP vist sig at være lige så effektiv som de private selskaber, både når det gælder afkast og administration. Her er der altså heller ikke udsigt til nogen større samfundsmæssige eller personlige gevinster. Det er kun en sjettedel af danskerne, der ønsker ATP liberaliseret. De fleste er kloge nok til at regne ud, at det ikke er besværet værd at kaste sig ud i en møjsom liberalisering, når pengene er så små. Det øgede besvær for den enkelte står ikke mål med gevinsterne. Hvis Bendtsen & Co. er interesseret i andet end liberale slagnumre uden gavn, burde de i stedet rette blikket mod markedet for arbejdsmarkedspensioner og private pensioner, hvor de virkelig store penge er. HER LEVER ILLUSIONEN om et frit valg, men reelt er det sat ud af kraft, fordi markedet er totalt uigennemskueligt. Skal man have et samlet overblik over sine pensionsforhold, eller vil man sammenligne pensionsselskaber, er man på Herrens mark. Blandt andet fordi der ikke er fælles standarder for, hvordan selskaberne informerer kunderne. Hvis regeringen vil gennemføre et frit valg, der batter, skulle den begynde med at kigge på arbejdsmarkedspensionerne, hvor lønmodtagerne ofte er uden indflydelse på placeringen af deres penge. Et krav om, at kasserne for eksempel skal udbyde etiske eller miljørigtige investeringer, ville give større mening end korstoget mod ATP.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her