Skrot den lov

Lyt til artiklen

DAG FOR DAG bevæger regeringen og Socialdemokratiet sig ud i et stadig større udlændingepolitisk morads. Det startede med, at regeringen med djævlens vold og magt ville bekæmpe arrangerede ægteskaber og nedbringe antallet af familiesammenføringer. Det, man i virkeligheden ville, var at stoppe sammenføringen i Danmark af familier med en ikkevestlig baggrund. Men eftersom dén målsætning ville være diskriminerende, udformede man en udlændingelov, der også rammer såkaldt almindelige danskere. Det er nu et krav for familiesammenføring, at et par samlet set har større tilknytning til Danmark end til udlandet, hvis den udenlandske samlever skal have opholdstilladelse her i landet. Og det rammer eksempelvis 32-årige Malena Belafonte, den pæredanske fotomodel, der i går prydede Politikens forside. Hun har begået den forbrydelse at slå sine folder i New York, hvor hun har forelsket sig, giftet sig og nu venter barn med en noget ældre amerikaner. Dermed er hendes tilknytning til USA nu ifølge udlændingemyndighedernes regneark større end til Danmark. Ergo kan hendes lille familie nægtes familiesammenføring her i landet. DETTE ER ingen vittighed. Det er dansk lov år 2003. Og den indebærer, at hundredvis af danske statsborgere nægtes retten til at bo med deres udenlandske ægtefælle i Danmark. Alle har vidst, at tilknytningskravet ville få disse groteske konsekvenser. Det er derfor rent hykleri, når det medansvarlige Socialdemokrati nu spiller overrasket og tørrer kritikken af på udlændingemyndighedernes administration. Det er ikke embedsmændene, der er problemet. Det er politikernes snæversynede klaphattelov. Først nu, hvor paragrafferne materialiserer sig i menneskeskæbner, begynder politikerne at trække i land, således også integrationsminister Bertel Haarder. Han taler nu om en »finjustering« af loven, der skal tilgodese mennesker med »en stærk og varig tilknytning til Danmark«. Men hvem er så det? Nej, der er ikke brug for bureaukratiske gradbøjninger af det danske statsborgerskab. Der er brug for et opgør med det usympatiske grundsynspunkt, at udlændinge per definition udgør et kæmpeproblem. Det gør de ikke. Og slet ikke i et lille land, der lever højt på at være en del af en stadig mere globaliseret verden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her