KONKURRENCESTYRELSEN vurderer i øjeblikket, om den kan tillade realkreditinstituttet Nykredits køb af konkurrenten Totalkredit. Konkurrencestyrelsens opgave er at vurdere, om konkurrencen lider skade, hvis to konkurrerende institutter slår pjalterne sammen. Argumenterne for at afvise sammenlægningen af de to konkurrenter kom onsdag fra en - måske ufrivilligt - ærlig koncernchef. Nykredits topdirektør, Mogens Munk Rasmussen, fremlagde et historisk overskud for Nykredit i første halvår af 2003, men den rekordhøje indtjening kommer på ingen måde kunderne til gode. Den mission har Mogens Munk Rasmussen og Nykredit ikke, for som han sagde onsdag: »Det har jo gang på gang vist sig ikke at give markedsfordele at sænke priserne. Vi har gennem tiderne forsøgt tre gange. Og hver gang har konkurrenterne fulgt lige efter. Så det eneste, der sker, er, at vi mindsker vores indtjening«. Et besynderligt og ret så skræmmende argument, al den stund Nykredit er ejet af kunderne, og i lyset af ejerskabet burde selskabets eneste berettigelse være at sikre så gode vilkår for ejerne som overhovedet muligt. Men Mogens Munk Rasmussen vil hellere have høje priser, så han kan opbygge en strategikapital på syv-otte milliarder kroner, som så kan anvendes til at købe sig til større markedsandel som for eksempel gennem købet af Totalkredit. TAG DEN. Tanken er med andre ord ikke at bruge sin markedsposition til at skabe bedre vilkår for kunderne, men derimod at sikre fordelagtige strategiske rammer for direktører, der ønsker at opbygge finansielle imperier. Tiden er kommet til, at Konkurrencestyrelsen sætter en grænse for, hvor ringe konkurrencen på det finansielle marked må være. Og når selskaberne ikke selv tror på, at markedskræfterne kan regulere markedet, må myndighederne sikre, at vilkårene for en fri og sund konkurrence er til stede. Første skridt er at understøtte mangfoldigheden. Det kan blandt andet ske ved at fastholde synspunktet, at Nykredit og Totalkredit kun har et formål, nemlig at fjerne en konkurrent fra markedet.