HVIS ARIEL SHARON og hans ministre vidste, hvor stor skade de for tiden gør på deres eget land, ville de forhåbentlig ikke handle, som de gør. De daglige såkaldt målrettede drab på palæstinensere, som anses for terroristledere; de brutale jævninger af huse med jorden; hele den efterhånden uhørt blodige besættelse med dens udartede øje for øje- og tand for tand-politik er naturligvis en katastrofe for palæstinenserne. Men Israels metoder er også dybt fornedrende for Israel selv - ikke en retsstat, ikke et demokrati, ikke et civiliseret samfund værdige. Den opdragelse, den israelske stat i disse år giver sine unge mennesker i en hær, der optræder hinsides alle normer for lov og ret, denne opdragelse er i færd med at lægge den zionistiske drøm i graven. Når jøder lærer at handle sådan mod arabere, vil de gradvis også miste respekten for andre jøder. Israel er allerede langt inde i den manglende selvrespekts onde cirkel. NU TALES DER så åbent i Sharons regering om at udføre det ultimative, målrettede drab. Palæstinenserlederen Yassir Arafat skal elimineres, hed det sig ved en principbeslutning forleden. Og i forgårs udtalte viceministerpræsident Ehud Olmert uden omsvøb, at et regulært mord er under seriøs overvejelse. Kun et sygt samfund har en viceministerpræsident, der udtaler sig sådan. Offentligt erklæret statsterrorisme er ikke foreneligt med demokrati, og et demokrati, der tror noget andet, er en illusion. AT YASSIR ARAFAT med amerikanske ord, er en del af problemet og ikke en del af løsningen, det hersker der ikke tvivl om. Palæstinensernes præsident ville gøre hele den mellemøstlige befolkning en stor tjeneste ved lige så stille at gå på pension. Hans manglende format og evne til at omstille sig til troværdig politiker har kostet store lidelser både for hans eget folk og for dets naboer. Men Israel har mildt sagt ikke gjort det nemt for palæstinenserne at sætte deres lid til en anden leder. Og dræber Israel nu Arafat, er det en forbrydelse både mod palæstinenserne, mod freden og mod Israel selv. Samt en stor sejr for de terrorister, der stræber Israel efter livet.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
