I 1988 PLANTEDE libyske agenter sprængstoffer om bord på et amerikansk fly, som sprang i luften over den skotske by Lockerbie. 259 mennesker blev dræbt. Året efter gentog de den blodige udåd. Denne gang gik det ud over et fransk fly, som eksploderede i luftrummet et sted i det vestlige Afrika. Det kostede 189 mennesker livet. På grund af disse brutale handlinger samt håndgribelige beviser for, at oberst Gaddafis nordafrikanske diktatur optrådte som sponsor for adskillige terrorgrupper i Europa og Mellemøsten, blev Libyen lagt på is af størstedelen af det internationale samfund i form af FN-sanktioner. Men nu skal det være forbi med rollen som paria. Den libyske stat har på det seneste arbejdet ihærdigt for atter at blive lukket ind i varmen. For knap en måned siden meddelte Libyen, at de ville udbetale erstatninger til de pårørende for Lockerbie-tragedien. Og for få dage siden forlød det, at også de efterladte til de franske ofre nu vil modtage en erstatning. Den franske regering anbefaler således på linje med den britiske, at FN's Sikkerhedsråd gennemfører en afstemning om at ophæve sanktionerne mod Libyen, og der kan næppe herske tvivl om, hvad de to regeringer anbefaler, efter at libyerne har grebet til tegnebogen. RET SKAL VÆRE ret. Hvis Libyen er villig til at indrømme sit ansvar for de skændige attentater, fortjener det naturligvis et anerkendende ord med på vejen. Hellere det end tavshed og løgne. Men der er ingen grund til at rulle den røde løber ud af den grund. Ikke alene har Libyen en meget klar økonomisk interesse i at få kontakt til de interessante markeder i Europa og Nordamerika - derfor den pludselige generøsitet - men internt i landet er der også fortsat store problemer på menneskerettighedsområdet. Ytringsfriheden er en luksus for de få, demokrati er der intet af, og alle, der forbryder sig mod statens strenge regulativer eller drister sig til et kritisk ord om Gaddafi, bliver udsat for tortur og idømt lange fængselsstraffe. Libyens støtte til terror er måske ophørt, men der er stadig god grund til at rette et kritisk øje mod forholdene i det undertrykte land. Her må FN ikke svigte.