RIGSARKIVET. Igen. Nu meddeler kulturminister Brian Mikkelsen, at det foreløbig skal blive liggende i København lige nøjagtig dér, hvor det allerede ligger, men forstærkes med magasiner på DSB's gamle godsbaneareal. Hvis det lykkes at gennemføre en fase 2, bliver hele arkivet imidlertid, inklusive publikumsfaciliteter, samlet på DSB-grunden. Så nåede ministeren så vidt. Først droppede han det storstilede projekt i Ørestaden, som der både var købt grund til og udarbejdet tegninger til. Så kundgjorde han, at Rigsarkivet skulle flyttes til Odense, men kom på andre tanker, da protesterne regnede ind. Og nu er ministeren så endt på en praktisk, men fantasiløs minimalløsning. En løsning, som offentliggøres på et pressemøde dagen efter, at Brian Mikkelsen har hyldet sin egen indsats for kulturarven med de historiske ord: »Regeringens plan gør op med tidligere tiders tendens til lappeløsninger«. Man må sige, at Kulturministeriets spindoktor har humor. Ikke så snart har ministeren lanceret sin velsignelsesrige langtidsplan for kulturarven, før han lancerer sin noget mindre velsignelsesrige plan for Rigsarkivet. Og mennesker med blot et minimum af kort- og langtidshukommelse vil erindre, hvilke voldsomme beskæringer såvel Nationalmuseet som hele resten af museumsvæsenet er blevet udsat for i flere omgange de senere år. Ministeren laver huller her og dér og alle vegne, hvorpå han finder på lappeløsninger og holder pressemøder om, hvor langsigtet han tænker. KULTURMINISTERIET køres øjensynlig ud fra devisen, at vi kun har det sjov, vi selv laver. Et andet af ugens bemærkelsesværdige og langsigtede initiativer fra Brian Mikkelsen er det undskyldende brev, som nu er på vej til Danmarks Radio. Ministeren fortalte for nylig Berlingske Tidende, at en af de nuværende direktører i DR engang for mange år siden sagde til Per Stig Møller, som nu er udenrigsminister, at når han og de andre revolutionære kom til magten, »så skulle Per Stig nok komme til at dingle fra lygtepælen«. Det er der ingen DR-direktør, som nogensinde har sagt, hvad kulturministeren nu erkender og skriftligt undskylder. Undskyldningen vidner om et vist mod og mandshjerte. Men at den overhovedet er nødvendig, peger på et mønster i ministerens embedsførelse: først skaber han store problemer, og så forsøger han at lappeløse dem så godt som muligt, alt mens Kulturministeriets pressefolk sættes til at lancere endnu en langsigtet succes.