DENNE UGE går over i historien som en af de mere løsslupne. Med regeringens hjælp fik danskerne adgang til billigere spiritus og smøger, og de fik oven i købet mulighed for at optage lån i deres faste ejendom uden at tænke på afdrag i de første ti år og måske for altid. Hvad har billig sprut og billige lån tilfælles? Jo, for det første vil overdreven og uigennemtænkt anvendelse føre til ubehagelige tømmermænd, for det andet kan begge muligheder ende i en afhængighed, der kan blive fatal for den enkelte. Sundhed og sund fornuft bliver virkelig udfordret. Og med markedsmekanismernes frie spil ligger ansvaret for at træffe de rigtige valg endnu mere tydeligt hos den enkelte. Det er i hvert fald ikke tilstrækkeligt at støtte sig til sælgerne af henholdsvis sprut og afdragsfrie lån. FOR DE AFDRAGSFRIE lån ligger faldgruben i, at sælger og rådgiver er en og samme person. Vi støtter os til banken eller ejendomsmægleren, når der skal træffes finansieringsaftaler, men vi glemmer, at de ofte er ejet af eller ejer realkreditselskabet, der udsteder de såkaldte pauselån. Rådgiveren er ikke kundens private støttepædagog, men en sælger af et bestemt produkt, og i visse tilfælde er rådgivningen bundet så meget op på produktet, at et salg også udløser provision. Selv om Nationalbanken ikke har advaret mod selve muligheden for at optage et pauselån, så har den pointeret, at muligheden bør begrænses til en bestemt periode, og at lånene stiller store krav til rådgivning. MEN DEN MASSIVE markedsføring af de nye afdragsfrie lån viser, at det ikke længere handler om at hjælpe danskeren i akut nød, men om: 1. at skaffe unge potentielle huskøbere midler til den drømmebolig, de ellers ikke havde råd til 2. at få ældre velhavere til at belåne friværdien for at sætte pengene over på en pensionsopsparing. Det giver dobbeltfradrag og lavere beskatning, når pengene engang hæves.