FÆLLES forældremyndighed lyder pænt. Det er også pænt. De fleste familier, som består af far, mor og børn, vil umiddelbart tilslutte sig Socialdemokraternes forslag, som vil fastslå, at forældrene i almindelighed skal være fælles om børnene også efter en skilsmisse. I realiteten vil forslaget invitere til et fortsat samarbejde omkring det vigtigste resultat af samlivet - barnet. Og masser af ægtefolk, som skilles pænt og ordentligt, har slet ingen forbehold - i forvejen er de sammen om barnet og ser slet ikke problemerne. De kunne imidlertid komme. Hvad indebærer fælles forældremyndighed i praksis? Skal barnet som en nomade tage bolig en uge ad gangen hos først den ene, så den anden forælder? Hvor langt ned i detaljerne indebærer en fælles forældremyndighed i både enighed og tilsagn og en trættende fortsat dialog mellem to voksne, som ikke længere bor sammen? Kan man som barn have sit centrum hos to personer? Jo, i mange tilfælde går det gnidningsløst. Men i mange andre tilfælde - og det er netop dem, Socialdemokraterne har i tankerne - vil uenighed og bitterhed være den afgørende indbyrdes stemning mellem de voksne - indtil den dag, da de hver især måske har fundet en ny partner eller ægtefælle. Papfar og papmor og eventuelle papsøskende, hedder det. Der er mange komplicerede forhold, et barn skal tage hensyn til. KVINDERNES ligestilling har længe været i fokus og har vel til dels også resulteret i det faktum, at hvert tredje skilsmissebarn mister den naturlige kontakt med faderen, som ikke længere bor sammen med moderen. Det er i høj grad moderen, som har taget forældreorlov og barselsorlov, det er i høj grad moderen, som har haft den daglige kontakt med barnet i dets første leveår. Det er i høj grad - men nu nærmer vi os den tabubelagte biologi! - hende, som har født barnet. Hvis en fader, som ønsker at stå helt fri for sin ægtefælle, samtidig ønsker at beholde barnet som sin naturlige ret, må fædrene i højere grad bevise, at de kan være fælles om barnet, mens ægteskabet består. Lovgivningen om barselsorlov er stadig i for høj grad centreret om kvinders ret - og mænds mulighed. Som ofte før er det de voksnes indbyrdes konflikter, som forslaget vil forsøge at løse. Hvad børnene i deres afmagt spekulerer på er formentlig i første omgang at være fri for de voksnes konflikter. Børnene drukner i voksenrettigheder og bliver trukket gennem samtaler i statsamtet. Kan man lovgive sig til den kærlighed, som er borte?