Leder af<b>POLITIKEN</b>

Styrmand søges

Lyt til artiklen

DET ER ikke overraskende, at EU-topmødet i Bruxelles med den kommende EU-forfatning som hovedret endte uden resultat i går. Traktatforhandlinger er lange og vanskelige, hvilket deltagerne i forhandlingerne om Maastricht-, Amsterdam- og senest Nicetraktaten kan skrive under på. I alle tilfælde nåede stats- og regeringscheferne til enighed i sidste øjeblik, og det vil de også gøre denne gang. Spørgsmålet er, om hele processen vil blive så kaotisk og det endelige resultat så fuldt af dårlige kompromiser, at det bliver svært at sælge til de europæiske befolkninger. Den nye forfatnings ambition er netop at være enkel, forståelig og operationel i et udvidet EU. Men de seneste ugers blanding af stilstand og larmende meldinger fra især Spanien og Polen viser, at forhandlingerne meget let kan ende i panikløsninger og forsøg på at springe over, hvor gærdet er lavest. Det kan ende med et resultat, som bliver svært at leve og arbejde med i en situation, hvor EU med nye medlemmer og en tung dagsorden foran sig har brug for et nyt og effektivt arbejdsredskab. DER VAR efter mødet i Bruxelles kritik af den italienske EU-formand Silvio Berlusconis meget lidt engagerede mødeledelse. Berlusconi er ikke kendt som nogen overbevist europæer, og ledende ministre i hans regering er åbenlyst EU-skeptiske. Til det meget beherskede engagement kommer ringe erfaring med europæisk politik, og den cocktail er mildt sagt uheldig under komplicerede forhandlinger og i en situation, hvor kommende medlemmer sidder med ved bordet og ønsker at markere sig - for Polens vedkommende med helt legitime, men meget markante standpunkter. I den situation er behovet for effektiv ledelse stort, og her har den italienske regeringschef spillet fallit indtil nu. Dertil kommer, at hans hjemlige trakasserier med landets dommere, nedværdigende udtalelser om tyskere, flirten med antisemitisme og forsøg på at bagatellisere Italiens fascistiske fortid gør ham til en meget kontroversiel og lidet tillidsvækkende forhandlingsleder for flere af kollegerne i det europæiske råd. Muligvis vil andre undervejs i processen tage det reelle lederskab. Men det vil ikke fremme klimaet, kostbar tid vil gå tabt, og risikoen for et dårligt resultat af forhandlingerne bliver større.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her