NY FRISURE, nye briller og ny makeup. Marianne Karlsmose, formand for Kristendemokraterne - det tidligere Kristeligt Folkeparti - har været en tur gennem pr-maskinen for at fremtræde mere stilbevidst og attraktiv for vælgerkorpset. Inden al besværlig snak om spærregrænser ved folketingsvalg og parlamentarisk samarbejde er første hurdle for enhver ambitiøs politiker at kunne trænge ind i de små hjem via fjernsynet uden at blive afvist med bemærkninger om, at håret er sjusket, slipset skævt eller læbestiften lidt for rød. På den mediestyrede politiske arena er betingelsen for at blive taget seriøst således, at man ikke stikker ud fra flokken af talende jakkesæt og plisserede kjoler. Det kristne islæt i dansk politik leverer varen til perfektion. Men hvad med det, som det egentlig drejer sig om, politikken? Er der noget nyt at hente, nu hvor frisører, optikere og stylister har været på banen? JA, TILSYNELADENDE. Ud over at partiet nu officielt har taget navneforandring, havde formanden for partiets netop overståede landsmøde i Middelfart nemlig meddelt, at partiet ikke nødvendigvis bør være et eksklusivt kristent forum. Muslimer er velkomne, lød budskabet. Bevares, den ellers populære partiformand blev i forsigtige vendinger undsagt af enkelte bekymrede medlemmer, som ikke kunne forestille sig Bibelen og Koranen ligge side om side ved møder i vælgerforeningen. Og ideen er da heller ikke mere radikal, end at det blev antydet, at kommende folketingsmedlemmer af Kristeligt Folkeparti helst skal være af kristen observans. Men fraset disse beskedne afvigelser er det den rigtige vej at betræde. Hvis man har en religiøs tro som sit livsfundament og ønsker disse værdier forankret i et samfund, som man mener savner en højere grad af medmenneskelighed og en større etisk bevidsthed, så er der intet fortænkt i at appellere til andre troende. Ikke at vi fra dette sted skal tale religionens sag, men tanken om en slags tværreligiøst parti er indlysende rigtig, ikke mindst i en tid, hvor kræfter til højre for de kristelige prøver at mistænkeliggøre alt, hvad der har med islam og muslimer at gøre. Del jer efter anskuelse, troende og sekularister.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
