ARRESTATIONEN af den russiske oliemagnat Mikhail Khodorkovskij viser, at prisen for at blande sig i russisk politik imod Kreml kan være høj. Den viser også en dramatisk skærpelse af magtkampen mellem ledende finansfolk, de såkaldte oligarker, og de såkaldte siloviki, ledere af efterretningstjenesten FSB og andre magtinstanser. Khodorkovskij blander sig med bidrag til oppositionspartier i valgkampen op til Dumavalget i december. Han har også planer om at stille op til præsidentvalget i 2008. Han og andre Kreml-kritiske oligarker ved, at Putin er ret så sikker på sejr ved valget i marts næste år. Derfor satser de nu på Dumaen, som flere ansatte ved Khodorkovskijs olieselskab Yukos stiller op til. Khodorkovskij kræver desuden forfatningsændringer til begrænsning af præsidentmagten. Sammen med allierede vil han forhindre, at Putinfløjen får to tredjedeles flertal i Dumaen og dermed magt til at ændre forfatningen til styrkelse af Putin. Arrestationen skal sætte Khodorkovskij helt ud af spillet og advare andre oligarker, som søger at stikke en kæp i hjulet for Kreml. DET HANDLER også om kampen om olie. Khodorkovskijs Yukos er Ruslands største olieselskab efter fusion med det mindre Sibneft. Kremls siloviki ønsker total statskontrol med energisektoren, der bringer de største valutaindtægter til landet. Der er ingen engle i spillet. Khodorkovskij er en af dem, som fik mest ud af det store tyveri under privatiseringen i 1990'erne. Som Arkadij Volskij, chef for entreprenørforbundet, siger: »At tjene otte milliarder dollar på otte år er lidt overdrevet«. Russernes flertal ønsker privatiseringen gjort om, for de blev snydt, så det driver, da privatiseringen blev lanceret som en plan for 'folkekapitalisme', som alle kunne deltage i. Det blev til lyssky fordeling til de få i et narrespil af historiske dimensioner. Khodorkovskij kan således ikke vente støtte fra en befolkning, der ser affæren som udtryk for, at Putin endelig vil tage tyvekoster fra oligarkerne. Men Putins mænd er kun sendt efter oligarker, som ikke har svoret ham troskab. Oligarkers ejendomsret antastes ikke, hvis de holder sig fra politik. Oligarkvældet bør der gøres op med for at skabe lige betingelser i russisk økonomi. Men der er ingen grund til at ønske, at autokraterne bag Putin vinder slaget om olien og vælgerne. Det vil kun yderligere styrke de semiautoritære træk ved Putins magtudøvelse.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
