Hykleri

Lyt til artiklen

VALGSVINDEL ser demokratier selvfølgelig som forkasteligt. Men også det er noget ganske relativt, bestemt af realpolitiske og strategiske interesser. Præsidentvalget i Aserbajdsjan for nylig var ifølge observatører svindel uden sidestykke. At Kreml siger tillykke, kan ikke undre, for det viser jo også ringe lyst til at overlade til vælgere selv at vælge præsident. USA's stiltiende accept af Aserbajdsjans overdragelse af præsidentposten fra far til søn er derimod overraskende og krænkende for demokratiet. Og dog, for USA havde på forhånd givet støtte til Ilham Alijev, ud fra den opfattelse, som valgets voldelige efterspil har dementeret, at Ilham kan garantere relativ stabilitet som faderen, Hejdar. At Hejdar sikrede det med undertrykkelse, er en detalje, som USA også i lyset af rivaliseringen om kontrol med Aserbajdsjans olie har set igennem fingre med. Georgien vil USA imidlertid banke til at opføre sig eksemplarisk, når det afholder parlamentsvalg på søndag. USA truer med at afbryde sin store hjælp til landet, hvis der sker demokratiske fodfejl. Georgierne er ikke engle. De har også levn af sovjetvanen med at lade kontrol med stemmeoptælling bestemme resultatet. Men de er blandt de flinkeste i klassen af kaukasiske og centralasiatiske despotier. Her er ytringsfriheden f.eks. bedre sikret end i nabolandet Aserbajdsjan og myndighederne langt mindre brutale. NÅR DET ENE tæskehold fra USA ankommer efter det andet til Georgien, så handler det om, at de bliver pænt modtaget. I Turkmenistan og Usbekistan ville de f.eks. næppe blive modtaget. Georgien bruges som en slags virtuelt rum, hvor USA vil vise, at det kan presse et land til demokratisering. Og Georgien er i knæ, afhængigt af USA's hjælp og russiske energiforsyninger, som også giver Moskva rum for afpresning. I søgen efter forskelsbehandlingens væsen melder sig også den grumme tanke, at Washington kan tænkes at lade Moskva gennemføre i hvert fald et mindre 'forebyggende angreb' på Georgien. Hidtil har USA's militære tilstedeværelse i Georgien begrænset Ruslands militære afpresning af landet. Georgierne frygter at blive kastet for løverne, hvis de dumper til et valg, der er ved at ligne en amerikansk eksamen. Den tragiske lære af Aserbajdsjanvalget er, at den strategiske målestok i sidste instans har større betydning end den demokratiske. Og georgierne frygter, at de allerede er vejet og fundet for lette på USA's vægt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her