173 km/t

Lyt til artiklen

DER ER ALTID LUSK i buksbomhækken, når Buksti gør i nælderne - er der engang en, der har sagt om den fhv. trafikminister Jacob Buksti, som forleden blev taget med 173 km i timen på en strækning, hvor maksimumhastigheden er fastsat til 110 km i timen. Ja, vel har han gjort i nælderne! På strækningen fra Ringsted (Bukstis valgkreds) til København trykkede han sømmet så meget i bund, at han blev en af de fartdjævle, som han harcelerer mod på sin egen hjemmeside. Der var ingen andre på vejen, vejret var lyst, forklarer han nu, men det er ikke den forklaring, han bør give offentligheden. Buksti har været Socialdemokratiets førstemand på trafiksikkerhedsområdet. Hvis der er en politiker, der er vidende om fartens farlighed, er det Jacob Buksti. Er der én, der uanset vejret ikke burde køre så hurtigt, er det Buksti, der igen og igen har foreslået fartfælder og andre fænomener, som skal tvinge bilisterne til at nedsætte hastigheden. Som har foreslået klippekort til fartsyndere, tordnet mod fartbøller - og altså nu selv er blevet taget i at være netop sådan en. I en forespørgselsdebat har Buksti udtalt: »Trafiksikkerhed starter altså også med de medlemmer, der er her i Folketinget og i regeringen, og det vil jeg gerne henstille til justitsministeren, at justitsministeren skriver sig bag øret. Lov er lov, og lov skal holdes«. Intet under, at Ekstra Bladet ønskede ham velkommen på forsiden i går. BUKSTIS FORSYNDELSE er blevet takseret til 2.500 kroner, hvilket kunne antyde, at det, han har gjort, da ikke er så slemt, og heldigvis kom ingen noget til. Men det ændrer ikke ved, at magtens mennesker - og til dem hører Folketingets medlemmer - i særlig grad er personligt ansvarlige for deres handlinger, for vi ser dem som eksempler og i nogen grad som forbilleder for vore egne reaktioner. Vi karakteriserer dem som hyklere, når de overtræder de love, de har advokeret for. Jacob Buksti trak sig i går fra posten som næstformand i Trafiksikkerhedskommissionen. Det kan vi godt forstå. Hvis han havde været sit partis trafikpolitiske ordfører, havde der været én post mere at trække sig fra. Han kan prise sig lykkelig for, at de nye trafikregler, som han selv har stemt for, ikke er trådt i kraft endnu. Så skulle hans kørekort have været inddraget. Måske er det ligefrem det, Buksti skal gøre for at få kommunikeret ud, at han er fuldstændig klar over, at han har opført sig idiotisk og uforsvarligt - både som forbillede og bilist.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her