DER ER tilsyneladende ingen grænser for, hvor langt den australske regering vil gå på kompromis med internationale standarder og almindelig anstændighed for at undgå flygtninge. Flygtninge samles i asylcentre under usle forhold, de udsættes for psykisk pres oven i deres i forvejen ulykkelige situation, skibe med flygtninge er blevet afvist og forvist til rum sø, flygtninge er blevet gemt væk på afsidesliggende øer som den snart herostratisk berømte fugleklatteø Nauru. Og senest har John Howards højreorienterede regering - med tilbagevirkende kraft (!) til mandag midnat - ophævet sit lands immigrationslove for op mod 4.000 australske småøer. Årsag: 14 kurdiske flygtninge i en fiskerbåd på vej mod den australske ø Melville. Med ophævelsen af immigrationslovene for de 4.000 øer, inklusive Melville, sikrede den australske regering sig, at de 14 flygtninge ikke kunne påberåbe sig den ellers lovsikrede adgang til at søge asyl i Australien og få deres sager behandlet. DER ER i sig selv tale om et eklatant brud på FN's Flygtningekonvention, som Australien selv har underskrevet. Man kan naturligvis ikke friholde dele af sit territorium for folkeretlige forpligtelser. Hvad bliver ikke det næste? At fritage hovedstaden eller dele af fastlandet? Man kan kun undre sig over, hvad der i det hele taget driver den australske regering så langt ud. Ud over det helt og aldeles frastødende menneskesyn, som kommer til udtryk i den lange række af rædsomme flygtningeberetninger, så er det værd at bemærke, at der jo som regel er god grund til, at flygtninge har søgt asyl - også i Australien. Ifølge den australske menneskeretsorganisation A Just Australia ender de australske myndigheder med at give asyl til ni ud af ti flygtningeskibe. Det turde understrege, at der generelt er tale om mennesker med særdeles gode grunde til at tage en ofte farefuld flugt fra deres respektive hjemlande og søge mod fjerne egne. Og det understreger kynismen i, at den australske regering foregiver, at det er bekvemmelighed, der driver flygtninge mod Australien, og at de snildt kan vende tilbage til lande som Irak og Afghanistan. I ni ud af ti tilfælde er det ikke tilfældet.