SET UD FRA en kynisk betragtning er der måske god grund til at tage det ny israelsk-palæstinensiske fredsinitiativ, den såkaldte Genève-aftale, med et gran salt. Folkene bag er ikke repræsentanter for nogen regering, men mere eller mindre fremtrædende græsrødder. Oveni er den folkelige opbakning blandt såvel palæstinensere som israelere indtil videre yderst begrænset, seneste meningsmåling siger, at 29 procent af israelerne støtter aftalen, og 45 procent er imod. Og dertil kommer så, at det ny fredsinitiativ er blevet flankeret af truslen om nye militær- og terroraktioner samt nye bosættelser. Jo, der er god grund til at være skeptisk over for Genève-initiativet. Men der er også god grund til at tage det alvorligt, alene af den grund at USA's udenrigsminister, Colin Powell, i Washington i går tog imod to af frontfigurerne bag initiativet. Det sker, efter at USA i protest mod bl.a. opførelsen af den israelske mur eller 'barriere' har indført (symbolske) økonomiske sanktioner mod Israel og dermed bekræftet, at supermagten ønsker fredsprocessen genoptaget. Dertil kommer, at fredsinitiativet viser, at der stadig er liv i de israelske og palæstinensiske fredsbevægelser, som ellers har været pacificeret gennem de seneste tre års blodsudgydelser. Formelt set støtter USA stadig den såkaldte Køreplan for Fred, der ligesom Genève-aftalen sigter mod oprettelsen af en palæstinensisk stat. Men Genève-initiativet virker på mange måder som en langt mere farbar vej, fordi det både er klart i sin formulering af endemålet for en fredsaftale og derfor også - og til forskel fra de seneste fredsinitiativer - tager konkret stilling til både bosættelser og spørgsmålet om palæstinensiske flygtninges muligheder for at vende tilbage til Israel. Der er derfor god grund til at støtte initiativtagerne til Genève-aftalen, sådan som Colin Powell gjorde det i går. Specielt i en situation, hvor ingen har et troværdigt alternativ.