AFGHANISTAN bløder. Talebanmilitsen, som blev fortrængt fra magten i Kabul for to år siden, forsøger at generobre territorium i den sydøstlige del af det ulykkelige land. Andre militser kæmper indbyrdes i Nordafghanistan. Taleban står angiveligt bag en serie forbryderiske angreb på pigeskoler. Opiums-produktionen er tilbage i et gigantisk omfang. Og i weekenden døde ni børn under ét af de fortsatte amerikanske luftangreb ved en landsby nær provinsbyen Ghazni. Udviklingen er skræmmende. Afghanistan trues regulært af de voldsomme indenlandske kræfter. USA fortsætter sin udsigtsløse kamp mod resterne af terrornetværket al-Qaeda, og det internationale samfund blæser tilsyneladende på, at vi risikerer at få den afghanske retsløshed i nakken igen. Indenlandsk martres landet dels af kampene mellem frugtesløs amerikansk højteknologi og Talebans lavteknologi, dels af opgøret mellem den skrøbelige centralregering i Kabul og de magtfulde regionale militser. Begge dele hindrer den nødvendige økonomiske og sociale genopbygning efter 24 års krig, borgerkrig og undertrykkelse. INTERNATIONALT er Afghanistans nye narkoproduktion også en katastrofe. Og det manglende held til at skabe fred i Afghanistan truer med at skabe nye lommer af retsløshed i landet. Ikke desto mindre er den internationale vilje til at finansiere økonomisk udvikling i Afghanistan aftagende. Og viljen til at beskytte udviklingsarbejdet og tilblivelsen af en central regering er lige så behersket. NATO har overtaget ansvaret for sikkerhedsstyrken ISAF i Kabul. Men de få og små militære enheder, som sættes ind i syv-ni regionale byer til beskyttelse af genopbygning uden for hovedstaden, risikerer at skabe lige så mange konflikter, som de får held til at bilægge. Dilemmaet er, at Afghanistan ikke har brug for enten militær magt eller civil nødhjælp, men begge dele. Genopbygningen og fredeliggørelsen af Afghanistan har ikke en chance, uden at forbryderiske militser i både nordlige og sydlige dele af landet sættes ud af spillet. Men forsøg på at eliminere de dominerende militser vil heller ikke lykkes, uden at afghanere har udsigt til et bedre alternativ. Det forpligter.