DEN LILLE vennesæle samfundsborger Kurt Thorsen er igen blevet centrum for en retsstrid i landet. Først blev han idømt seks års fængsel, skønt han jo til det sidste hævdede sin uskyld. Så blev han indsat til afsoning i den åbne afdeling af fængslet i Sdr. Omme. I lang tid gik det ret godt; han blev endda et stykke tid vært på tv. Men så gik det knap så godt: Thorsen blev slået ned i sin celle med en billardkugle og en kødhammer, og siden har han været dårlig. Overlæge, dr.med. Tom Bolwig har erklæret, at Thorsen lider af Post Traumatic Stress Disorder, som bl.a. giver sig udslag i angstanfald og andre symptomer på psykisk traumatisering. Thorsen vil gerne benådes for resten af sin straf. Han vil altid være truet i et fængsel, siger han. Sagen rejser flere interessante problemstillinger. De danske fængsler er slet ikke bygget til pæne folk som Thorsen; indsatte med videregående uddannelse kan tælles på en hånd, for fængslerne er underklassens mødested, og resocialisering lyder ganske vist smukt, men forbliver utopisk. THORSENS SAG rejser det helt afgørende krav om, at danske fængsler i det mindste beskytter de indsatte mod overfald; alt mens vi selv ude på gaden kan blive beskyttet mod de indsattes kriminalitet. Det er vel essensen af meningen med at spærre folk inde. Men hvis Thorsen er i livsfare ved at være indespærret, er han det måske også uden for fængslet? Kan det ikke ringe på døren, hvor han bor, og kan han ikke blive slået ned med billardkugler på åben gade? Jo, sikkert nok. Kriminalforsorgen er åbenbart selv i tvivl om fremgangsmåden i Thorsens tilfælde. Benådes? Skal, skal ikke? Pludselig er fængselsvæsenets futilitet kommet i søgelyset; man ser sin hemmelige tvivl afsløret, og man aner ikke, hvad man skal gøre. Skal netop den ressourcestærke, pæne mand benådes? Men hvorfor så ikke de andre? Thorsens nye sag er interessantere end den oprindelige retssag. Den har flyttet skyldsspørgsmålet over på os.