UMIDDELBART skulle man tro, at i en kulturkamp var enhver kulturminister på hjemmebane. Imidlertid måtte kulturminister Brian Mikkelsen sande, at det kostede ham svære skrammer at kaste sig ud i den kamp om kultur og værdier, som statsministeren fløjtede i gang ved årsskiftet. I al sin iver snublede Brian Mikkelsen over en lygtepæl og et gymnasieblad. Der er ingen tvivl om, at oplevelsen ærgrer ministeren. Det var nemlig med store planer og en tilsvarende stor selvbevidsthed, han i sin tid satte sig til rette på kulturtaburetten. Han havde, efter eget valg, fået et »ønskeministerium«, og nu skulle der føres konservativ kulturpolitik, så det gjorde en forskel. Med det sidste mente Brian Mikkelsen udtrykkeligt, at han ville lægge afstand til både den liberale og den socialdemokratiske model på området. I VIRKELIGHEDENS verden kom det hele dog til at se anderledes ud. Her var der for kulturministeren besværlige og halvvejs tabte slag om bl.a. biblioteksafgiften og Rigsarkivet. Men det viste sig, at det især var på medieområdet, Brian Mikkelsen skulle blive vejet - og fundet for let og liberalistisk. Det skete med et medieforlig, som ministeren uden omsvøb udskreg til at være en »medierevolution«. Og han fortsatte: »Vi har liberaliseret alt, hvad vi kunne«. De konkrete resultater af denne indstilling er tomme ideologiske paradeprojekter som lanceringen af den Murdoch-ejede landsdækkende, kommercielle radiokanal Sky Radio. Eller de lige så ideologiske, men indholdsmæssigt betænkelige planer om at privatisere TV 2. Er det konservativ kulturpolitik? Måske. Men har kulturministeren så ikke glemt at fortælle, at han i sin tid udelukkende formåede at få mørkemændene og kulturskeptikerne fra Dansk Folkeparti med i det revolutionerende medieforlig?