IFØLGE den seneste meningsmåling ønsker 48,8 procent af de italienske vælgere premierminister Silvio Berlusconi udskiftet med hans rival, den nuværende formand for EU-kommissionen Romano Prodi, mens kun 32,3 procent ønsker at beholde ham. Det er opmuntrende nyt. Som premierminister i 1996-98 viste Prodi sig som en mand, både italienerne og deres europæiske partnere kunne være tjent med, mens Berlusconis indsats har været skandaløst ringe og præget af en farlig blanding af politik og private interesser. Det netop afsluttede italienske EU-formandskab udstillede Berlusconis manglende evner som forhandler og mægler og hans grundlæggende ligegyldighed og illoyalitet over for det europæiske samarbejde. Berlusconis foragt for demokratiets regler og institutioner fremgår tydeligt af hans indenrigspolitiske praksis: Efter næsten tre år ved magten har han endnu ikke vist vilje til at løse det enorme habilitetsproblem, der skyldes hans dobbeltrolle som mediemagnat og regeringschef. Berlusconi har gennemført en række love, som åbenlyst gavner ham og hans nærmeste venner, men skader almenvellet og underminerer borgernes respekt for lov og ret. I et forsøg på at redde sig fra korruptionsanklager har han desuden indledt en krig mod Italiens offentlige anklagere og dommere, som han har betegnet som psykisk abnorme individer, der styres af et venstreorienteret komplot. Dertil kommer så pinlige alliancer og udnævnelser. Berlusconis erobring og fastholdelse af magten skyldes i høj grad centrum-venstrepartiernes kroniske uenighed, som også kostede Prodi regeringsmagten. Det er derfor glædeligt, at de tre største oppositionspartier - ekskommunistiske socialdemokrater, centrum-venstre-katolikker og socialister - nu omsider er enedes om at udpege Romano Prodi til deres fælles premierministerkandidat. Man må så håbe, at den nyfundne enighed vil holde, for det er svært at forestille sig noget værre for Italien end endnu en valgperiode med Berlusconi ved magten.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
