Ryg og rejs

Lyt til artiklen

HOST, STØN og hark ... Enhver ikkeryger kender kvælningsfornemmelserne ved at gå igennem en rygekupe. Eller hvad med de ubehagelige røgpartikler, som klæber sig til næsehårene, når man passerer de få og overfyldte rygerum i offentlige bygninger. Skulle vi dog ikke, som for nylig forslået af Socialdemokraterne og de radikale, få stoppet svineriet en gang for alle? For rygerne kan da for søren bare lade være for at give sig selv og os andre en bedre helse. Inden jagtsæsonen for alvor går ind, er der grund til at stoppe op. Og til en forandring forsøge med lidt indlevelse i rygernes situation. Der er ingen tvivl om, at passiv rygning er både generende og usundt. Noget, som ikkerygere i alle aldre skal skånes for. Og det er også et faktum, at cigaretterne er grusomme dræbere med urimelige menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger til følge. Vældig meget taler for at bekæmpe rygning, til den allersidste smøg er skoddet. Men hvordan? Ikke ved at gøre livet endnu mere umuligt for rygerne. GØR BLOT cigaretterne så dyre som muligt, og beklæd pakkerne med advarsler og bogstaver så store, at ingen ryger lades i tvivl om, at dommedag er nær. Men helt at fjerne rygeres sidste hellesteder fra offentlige steder er en overreaktion, i lyset af at rygning allerede i dag er på retur. Den aktuelle diskussion om hashhandel viser jo om noget, at forbud, der umuligt kan håndhæves, virker demoraliserende. Ikke- og antirygere har fået sat fokus på, at rygere skal tage hensyn til andre, og tak for det. Det manglede bare. Men er hensynet ikke nødt til at gå begge veje, så de mennesker, der ikke kan undvære tobak som stimulans eller nydelse, ikke forsvinder helt. Har vi lyst til at havne i den nypuritanske grøft, som på tobaksområdet kendes fra USA - og Sverige? Når kampen om rygning er vundet, står puritanerne parat til at kaste sig over fedt, koffeinmisbrug og alkohol - og alle former for nydelse, som ikke kan indgå i en helsefanatikers diæt. Det er næsten pinligt at måtte minde ansvarlige partier om det: Vi skal være her alle sammen. Også rygerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her