Sær ordning

Lyt til artiklen

REGERINGENS forslag om at oprette en særlig forskningsfond, finansieret af merprovenuet fra aftalen om en øget beskatning af nordsøolien, bør umiddelbart hilses velkomment: Hellere sent end aldrig. Idéen er gradvist at indbetale 16 milliarder kroner til en særlig fond, der hvert år skal udbetale det forrentede overskud til ny frontforskning. Primært på fagre nye områder som bio-, nano- og informationsteknologi. Skønt forslaget er tiltrængt, er der dog ikke tale om en vidensrevolution, endsige en langsigtet erhvervsstrategi, som vil kunne udvikle Danmark til et væksthus for vidensintensiv produktion. Dansk forskning har allerede et enormt efterslæb i forhold til vores nabolande, ikke mindst Sverige og Finland. Hverken Nyrups SR-regeringer eller Foghs VK-regering har formået at underbygge retorikken om 'Danmark som foregangsland' og 'Danmark som videnssamfund' med tilstrækkeligt kontante bevillinger på finanslovene. Skønt renteafkastet af de 16 oliemilliarder stiger til ca. 800 millioner kroner i løbet af de næste otte år, vil end ikke denne kapitalindsprøjtning kunne bringe Danmark på omdrejningshøjde med de lande, vi normalt sammenligner os med. Det skyldes bl.a., at danske firmaer investerer mindre i forskning end deres internationale konkurrenter. HVIS DANMARK skal være med helt fremme, på kanten af fremtidens teknologiske muligheder, kræver det derfor vedvarende investeringer. Både offentligt og privat. Og heri ligger forslagets største problem: Lanceringen af forskningsfonden skaber et fortegnet billede af investeringer i ny forskning som en ekstraordinær begivenhed; som en undtagelsestilstand. Hvis regeringen virkelig vil satse på nye arbejdspladser skabt af forskning, burde de almindelige forskningsbevillinger på finansloven opgraderes mærkbart. Nu kanaliseres nogle få millioner kroner ud til udvalgte forskningsprojekter via en særordning. Risikoen er, at forskningsfonden derved kommer til at virke begrænsende på investeringerne i forskning, fordi området lukkes inde i en cigarkasse. Men hvis regeringen tager sine egne visioner alvorligt, bør forskningsfonden kun være et første, midlertidigt udspil frem mod næste finanslovsudspil.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her