Bag facaden

Lyt til artiklen

VÆLGEROPBAKNINGEN bag regeringen er vigende. S og R har bidt sig fast i vælgerflertallet i den ene opinionsundersøgelse efter den anden. Statsministeren beder sine ministre oppe sig, men indtil videre uden at det har givet resultater. Når regeringens popularitet er for nedadgående, skyldes det, at skattestoppets konsekvenser er ved at slå igennem i vælgernes hverdag på utallige områder, tænk blot på den kollektive trafik. Hertil kommer, at det berømte opsving, hvis komme statsministeren garanterede i sin nytårstale, lader vente på sig. Resultatet er stigende arbejdsløshed, samtidig med at beredskabet i form af en aktiv arbejdsmarkedspolitik er ringere, end det har været i årevis. Det meste er sparet væk. Det kan man tale med om i Nordjylland. TIL REGERINGENS politik kommer Anders Fogh Rasmussens egen person, der støder især mange kvindelige vælgere bort. De samme kompetencer, der gør ham til en stærk regeringsleder, opfattes negativt af dem, der lægger vægt på, at ledende politikere har respekt for 'bløde værdier', at handlekraft forenes med empati, medfølelse, ja følelser i det hele taget. På det seneste fornemmer man, at Fogh Rasmussens rådgivere har erkendt, at der skal en blødere styling til, men hvad hjælper det, at stenaldermanden synger rundkredssang på et børnehavegulv, hvis der bliver ved med at dukke billeder op fra spindoktor Michael Kristiansens hidtil største fiasko, dokumentarudsendelsen 'Fogh bag facaden'? Denne gang er det mindre end et minuts fraklip, der minder om, hvordan regeringslederen og hans nærmeste behandler landets udenrigsminister. Det er Fogh selv, der har fået sekvenserne skåret væk. En hysterisk opposition, der også vil have Per Stig Møller til at gå af, beskylder statsministeren for at have løjet, fordi han begrundede censuren med hensyn til processer i regeringen og fremmede magter. LØJET HAR han ikke. Danmark er ganske rigtigt ikke tjent med, at fremmede magter får indblik i, hvor elendigt forholdet er mellem landets stats- og udenrigsminister. Det bedste, statsministeren kunne gøre, var at give udenrigsministeren en slags undskyldning. Og så må vi snart se at komme videre. Det er trods alt ikke en stump film fra noget, der er sket for lang tid siden, som den danske regeringsleders evner og resultater skal vurderes ud fra. Fogh har noget at lære som personalechef, men så er det heller ikke værre. Samfundets velfærd og velstand lider i hvert fald næppe under det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her