DER ER MULIGVIS mange historiske eksempler på, at videnskab og forskning har foretaget så store og hastige spring fremad, at det er kommet bag på politikere og offentlighed. Nu ser det ud til, at denne situation igen er ved at opstå herhjemme. Denne gang er det den lynhurtige udvikling i bio- og genteknologien, som truer med at efterlade både et moralsk og lovgivningsmæssigt tomrum. Det er de såkaldte biobanker, hvor stamceller fra navlestrengsprøver opbevares for senere at kunne anvendes til bioteknologisk sygdomsbekæmpelse, der er problemet. Finansmanden Klaus Riskær Pedersen har allerede kørt de fleste praktiske ting i stilling til åbningen af en sådan bank, og samtidig kommer nyheden om et samarbejde på området mellem Allerkoncernen og Rigshospitalet. Mange vil i forlængelse af de uhyggelige associationer, som alene begrebet genteknologi kan frembringe, instinktivt reagere med frygt og modstand over for sådanne initiativer. Men i så fald er det vigtigt at fastholde den afgørende forskel på reproduktiv og terapeutisk kloning. Det første - hvor formålet er at lave en nøjagtig genetisk kopi af et menneske - er allerede forbudt i Danmark (selv om lovgivningen godt kunne tydeliggøres og aktualiseres). Den terapeutiske kloning er derimod en behandlingsform, der bør hilses velkommen på linje med et utal af lignende gennembrud på det lægevidenskabelige område i menneskehedens historie. Men de aktuelle planer fremskynder behovet for en politisk regulering. I sig selv behøver der ikke at være noget galt i, at privat initiativ og kapital er hurtigst ude på området. Problemet opstår, fordi det lovforslag om biobanker, der allerede er fremsat, kun omhandler offentlige og ikke private stamcellecentre. Når man kender Klaus Riskær Pedersens hidtidige karriereforløb og samtidig ved, at den nye direktør for Allers og Rigshospitalets projekt, Niels Ahlmann-Ohlsen, tidligere er gået ned med en biobank og en gæld på 50 millioner kroner, er dette ikke betryggende. Hertil kommer naturligvis det indlysende ønske, at i et samfund som det danske bør et sygdomsbekæmpende fremskridt som dette ikke være et spørgsmål, der afgøres af den enkelte patients pengepung. Behandlingen bør i princippet være tilgængelig for alle.