SÅ BLEV DER sat et første punktum for den sag i dansk PEN, som de senere uger har gjort den lille skribentforening verdensberømt i Danmark. Ved generalforsamlingen onsdag aften var der fuld opbakning til bestyrelsen og dens beslutning om ikke umiddelbart at optage historikeren Lars Hedegaard som medlem, men overlade spørgsmålet til, netop, generalforsamlingen. Undervejs i forløbet er det blevet klart for de fleste, at en mand, hvis varemærke er at føre hadsk tale mod muslimer og indvandrere, ikke hører hjemme i en forening, hvis medlemmer er forpligtet på at arbejde for tolerance og mellemfolkelig forståelse. Det er vel efterhånden også blevet klart for enhver, at sagen intet har at gøre med ytringsfrihed: Lars Hedegaard kan fremdeles sige og skrive, akkurat hvad der falder ham ind, og skulle nogen forsøge at hindre ham i det, ville PEN forsvare ham. Men foreningen hører han ikke hjemme i. Således har hverken Hedegaard eller PEN taget skade af sagen - og PEN står vel nærmest styrket, efter at foreningen har sat foden ned og demonstreret, at der selv i Danmark må være grænser for, hvilke privilegier den hadske tale kan påberåbe sig. Lars Hedegaard må undvære den luksus at kunne kalde sig PEN-medlem. TILBAGE STÅR, at sagen har en skurk. Han hedder Brian Mikkelsen, og han er kulturminister. Knap havde PEN-sagen ramt avisernes forsider, før ministeren for frem og forlangte en redegørelse, og dét med trusler om at fratage PEN støtten fra tipsmidlerne. Mikkelsen var rasende over PEN's afvisning af Hedegaard. Her ligger skandalen. Hvem tror kulturministeren, at han er? En ypperstepræst? En pave? En stalinistisk kontrolinstans? Et er, at kulturministeren overhovedet ikke er tilsynsførende myndighed for PEN og ingen som helst adkomst har til at kræve nogen redegørelser. Et andet er, at ministeren endnu en gang demonstrerer, at den liberalistiske fernis ligger meget, meget tyndt over hans vilje til centralisering, sindelagskontrol og benhård magtudøvelse. Det havde klædt dansk PEN at bede Brian Mikkelsen rende og hoppe i stedet for at ivre med at give ham den forlangte redegørelse. Men sket er sket, og nu må det være PEN's tur til at forlange: en undskyldning fra kulturministeren. Og giver han den ikke, så bør PEN frabede sig støtte af de tipsmidler, der åbenbart af ministeren betragtes som et af hans mange ideologiske pressionsmidler.