Terrorkampen

Lyt til artiklen

SELVMORDSBOMBERE dræbte mindst 74 mennesker og sårede endnu flere i Irak i går og i forgårs. En bombeeksplosion i Moskvas metro i fredags dræbte mindst 40 og sårede over 100. Hvem der stod bag, er endnu uklart, men det menes at være en selvmordsbomber eller fjernstyrere af en bombe. Under alle omstændigheder skærper også dét behovet for effektive svar på terrortruslen. Der er international enighed om samarbejde imod terrorisme, men vandene skilles, når det gælder metoderne og definitioner på international terrorisme. I det ligeledes terrorplagede Afghanistan ses stort opsving i narkoproduktionen. Kommentatorer peger på, at USA's samarbejde med krigsherrer imod terror betyder, at ryggen vendes til deres rolle som narkobaroner. I Centralasien stilles spørgsmålet, om diktatoriske regimers samarbejde i terrorbekæmpelsen betyder, at ryggen vendes til deres undertrykkelse af egne befolkninger med fare for terrorisme som svar. EFTER BOMBEN i Moskva sagde Ruslands præsident Putin, at de ansvarlige må bekæmpes som et internationalt fænomen. Fra efterretningstjenesten FSB lyder, at terrorbomben viser, at »visse lande« er i færd med at gøre Tjetjenien til centrum for global terrorisme. Det er ved andre terroraktioner bevist, at tjetjenere stod bag, så det er også muligt denne gang. Men når Putin få timer efter eksplosionen uden beviser gav tjetjenere skylden, tør ingen russisk myndighed sige andet. Det kan på farlig vis begrænse efterforskningen. Når Putin kalder tjetjenerne internationale terrorister, som må bekæmpes internationalt, så er det absurd, at han samtidig kalder den tjetjenske konflikt et rent russisk anliggende, som det internationale samfund ikke skal blande sig i. Blandt absurditeterne er kravet fra FSB og Putins parti om genindførelse af dødsstraf til bekæmpelse af terror. Mon dødsstraf virker afskrækkende på villige selvmordsbombere? BEKÆMPELSE af terrorisme er svært overalt, »men praktisk talt umuligt i et gennemkorrupt samfund«, påpeger en russisk avis. Enhver terrorist - international eller ikke - synes at kunne bestikke sig forbi russiske sikkerhedsfolk. Og skulle der stå tjetjenere bag, så burde metrodramaet mane Rusland til at åbne sig for international hjælp til at gøre noget ved dén terrors rødder: krigen i Tjetjenien. Når den eneste internationale støtte, Putin ønsker, er godkendelse af sin krig i Tjetjenien, ser det sort ud for russisk terrorbekæmpelse. Terroren i Irak har et langt blodigere omfang, men der er forhåbentlig bedre udsigter for bekæmpelsen af den på længere sigt, da der trods alt er international erkendelse af dens rødder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her