FANGEOPSTANDEN i Nyborg Statsfængsel er kun det seneste eksempel på, at Kriminalforsorgen er ved at miste kontrollen over vore straffeanstalter. Og med det herskende politiske klima på Christiansborg er der desværre grund til at frygte, at reaktionen på den helt uacceptable fangeaktion kun vil gøre ondt værre. For selvfølgelig er det utænkeligt, at man giver efter for fangernes krav om tungere håndvægte - eller hvad der nu udløste oprøret. I den aktuelle situation er der næppe andet at gøre end at sætte hårdt mod hårdt - om ikke andet så for at sikre personale og svage fanger mod bølleuvæsenet, der er kulminationen på længere tids uro i fængslet. Men vi behøver ikke at vente på afklaringen af, hvad der helt præcist er foregået i Nyborg og hvorfor. Det grundlæggende problem er nemlig indlysende. Regeringen har entydigt satset på mere politi og længere straffe, men systematisk overset konsekvensen, nemlig at stadig flere fanger skal opholde sig i længere tid i fængslerne. Resultatet er et tilsyneladende kaos i Kriminalforsorgen med kronisk overbelægning i fængslerne, hvor bander og stærke fanger regerer ikke alene over de svage, men også åbenlyst truer personale og deres familier, hvor narkomisbrug og dermed -handel er udbredt, hvor en ikkevoldelig Kurt Thorsens sikkerhed ikke kan garanteres, og hvor personaleflugt og sygefravær er rekordhøjt. Alt sammen sikre tegn på, at der ikke er sammenhæng mellem Kriminalforsorgens mål og midler. DESVÆRRE tyder intet på, at dette misforhold kan rettes op alene ved at give Kriminalforsorgen flere midler. Det er også dens målsætning, der bør ændres, så resultatet af samfundets fallerede narko- og integrationspolitik overlades til andre og mere egnede institutioner. Enhver ved, at narkomaner må stjæle for at finansiere deres misbrug, at misbruget fortsætter i fængslet, og at narkomanen derfor må stjæle endnu mere efter løsladelsen for at afdrage narkogælden. Det er den slags sisyfosarbejde, som ingen Kriminalforsorg kan håndtere - alle gode forsøg til trods. Lige så lidt som længere straffe nogetsteds i verden har mindsket kriminaliteten. Vi ved godt, at regeringen har solid opbakning til sin skærpede straffepolitik både på Christiansborg og i befolkningen, samt at rationelle argumenter preller af på det luftige begreb 'retsfølelse'. Men så må politikere og skatteydere også acceptere prisen; det vil sige, at Kriminalforsorgen må tilføres plads og mandskab til at sikre, at de stærke fangers voldskriminalitet ikke fortsætter uanfægtet inden for murene til fare for både ind- og ansatte.