KÆFT, TRIT og retning var vel, før de blev skældsord i skoledebatten, hentet fra den militære verden. Men selv om soldater stadig lærer at gå i takt, og selv om det ikke rigtig duer at diskutere chefens ordrer under en ildkamp, så er ordene dog ikke længere dækkende selv for den daglige, militære virkelighed i Danmark. Tværtimod. Os bekendt er forsvaret i gang med en større øvelse, der går ud på at være mere åbent, informere bedre og på alle måder udvikle en moderne og tiltrækkende personalepolitik. Også i det lys måtte morgenavisernes forsider i går komme som lidt af et chok. Her i avisen kunne vi fortælle, at forsvarschefen har beordret de militære chefer til at holde kæft i den spirende debat om den største omlægning af dansk forsvar i nyere tid - medmindre de da vil støtte regeringens forslag. På Berlingske Tidendes forside kunne man samtidig læse, at forsvarsministeren forbereder markant højere straf for lækager fra det militære system. Om den livstidsstraf, han pusler med, ligefrem er tiltænkt de journalister på Berlingeren, der for nylig fik fat i en efterretningsrapport, må man tvivle på, men alligevel. Signalet om øget disciplin og øget lukkethed var ikke til at tage fejl af. DER ER desværre ikke bare tale om et underligt signal. Begge forslag er udtryk for en tankegang, der må skurre grimt i enhver demokrats ører, og de mangler helt og aldeles belæg i saglige argumenter. Kunne man forestille sig en debat om folkeskolens fremtid, hvori skoleledere og rektorer ikke måtte deltage - fordi de skylder regeringen loyalitet? Eller en debat om sundhed, hvor overlægerne fik mundkurv på? Forsvarschefen har formentlig ønsket at markere sin personlige loyalitet over for den siddende minister. Men måden, han har gjort det på, er dybt problematisk. Hvad straffen for militære lækager angår, så er det klart, at bringer man mandskabet i Basra eller Kabul i fare i en akut situation, er det en alvorlig sag. Men bortset fra dette særlige tilfælde er det sidste, vi har brug for - i en tid, hvor den terrorbekæmpelse, der overvejende bør være politiarbejde, kaldes for 'en krig' - mere hemmelighedskræmmeri hos statens væbnede håndlangere. Forsvaret er vores alle sammens, og derfor skal dets anliggender diskuteres så åbent som overhovedet muligt. Alle bedes deltage.