Godt gået, SF

Lyt til artiklen

DEN DANSKE debat om indvandrere har alt for længe handlet om stramninger og problemer med 'etniske kulturer', mens integrationen af nydanskerne har haltet. Derfor er det positivt, at SF i weekenden har formuleret en konstruktiv integrationspolitik, der forsøger at løse problemerne - som det, de er: sociale problemer. Grundtonen i SF's oplæg er, at den typiske nydanskers hovedproblem ikke er, at han kommer fra en anden kulturkreds med en anden religion, men at han tilhører socialgruppe 5 og ikke ser andet end arbejdsløshed, kontanthjælpsmodtagere og sociale problemer dagen lang - i hjemmet, i lokalområdet og i den lokale folkeskole. Derfor griber SF nu til den socialpolitiske værktøjskasse i opgøret med problemerne i boligområder som Mjølnerparken på Nørrebro, Gjellerup i Århus og Vollsmose i Odense. Først og fremmest foreslår partiet, at et lokalområde skal kunne sige nej til flere ressourcesvage beboere, hvis andelen af folk med sociale problemer er for høj. Målet er at bremse den negative sociale spiral i belastede områder. HVAD SÅ med de personer, der afvises? De skal tilbydes en lejlighed af mindst samme standard og samme pris, lægger SF-forslaget op til. Og dermed slår partiet faktisk to fluer med ét smæk. Ikke bare beskytter man de socialt belastede områder mod yderligere deroute - man giver i virkeligheden også de afviste en ny chance. Undersøgelser viser nemlig, at hvis Akhmed og Asger, der har forældre på kontanthjælp, får lov til at vokse op med og gå i skole med mere ressourcestærke klassekammerater, vil de være langt bedre til at bryde den sociale arv, end hvis de bliver boende i ghettoen. Det er Esbjerg et eksempel på. Her har man blandede kvarterer med det resultat, at de socialt dårligt stillede klarer sig glimrende i skolen. Derfor skal vi have blandet de sociale kort i vores boligområder. Flere ressourcestærke ind i Mjølnerparken, Vollsmose mv. Og flere ressourcesvage ind i de privilegerede kvarterer. Det er vejen mod integration. I det lys burde SF også have vedtaget forpligtende maksimumkvoter for andelen af ressourcesvage i lokalområder. Og lavet minimumkvoter for, hvor mange ressourcesvage beboere udlejningsselskaber og pensionskasser skal tvinges til at sikre en bolig. Det gjorde partiet imidlertid ikke. Men ved at insistere på, at integration og socialpolitik er to sider af samme sag, har partiet udstukket en ny og konstruktiv kurs i integrationspolitikken. Lad os håbe, at den en dag bliver dagsordensættende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her