TANKEN OM altings uforanderlighed har i det seneste år fået mange til at fortvivle og hævde, at verden ikke havde set ret meget anderledes ud med en demokratisk præsident i Det Hvide Hus. Embedets nuværende indehaver, George W. Bush, forsvarer basale amerikanske interesser, og de er de samme, uanset hvad præsidenten hedder. John Kerry, som efter tirsdagens jordskredssejr ved primærvalgene i ni ud af ti stater bliver Bushs seriøse udfordrer ved valget til november, dementerer dette resignerede synspunkt. Interesserne er måske stadig de samme, men hvor den siddende amerikanske præsident har søgt at forfølge dem unilateralt og efter parolen 'Amerika først', er Kerry overbevist om, at USA kun kan nå sine globale mål, herunder kampen mod terror, ved forpligtende samarbejde med andre nationer og internationale samarbejdsorganisationer som f.eks. FN eller EU. INGEN VED endnu, om Kerry magter at slå Bush. En betragtelig del af opbakningen til hans kandidatur skal utvivlsomt søges i præsident Bushs miserable politiske resultater og vælgernes håb om ikke at forlænge dette nationale såvel som internationale problem med yderligere fire lange år. Men det gode ved de amerikanske primærvalg er, at kandidaterne her også får lejlighed til at markere sig som selvstændige politiske personligheder. De kæmper endnu ikke direkte mod præsidenten. Og her har Kerry slået alle sine modstandere med ét stærkt våben: Han er troværdig. Han fører ikke kampagne tilrettelagt af marketingchefer. Han siger noget, og vælgerne tror ham - efter alt at dømme med rette. Han er alt, hvad Bush ikke er. Vi europæere, der desværre ikke har stemmeret ved amerikanske præsidentvalg, har grund til at sætte vores lid til Kerry. Han og hans familie har dybe europæiske rødder (Kerry taler flydende fransk), han forstår betydningen af Europas forening, der er en del af hans eget erfaringsgrundlag. Samtidig har han en stærk miljøprofil. Han er forarget over Bush-administrationens brud med Kyotoaftalerne, og han står bag et program for amerikansk energiuafhængighed. PÅ DETTE tidspunkt, hvor alt endnu foregår i nogenlunde ro og orden, og republikanerne ikke for alvor har taget hul på deres enorme pengetanke og arsenal af beskidte tricks, er der grund til at glæde sig over, at vi med egne øjne kan se konturerne af et anstændigt USA, et mægtigt, ansvarsbevidst og betydningsfuldt land, der kan samle sig om en kandidat med en klassisk politisk statur, der synes at være udfordringen voksen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
