RUMÆNIENS præsident, Ion Iliescu, er under sit statsbesøg i Danmark blevet beæret med Elefantordenen. Det leder tanken hen på diktatoren Nicolae Ceausescu, der også fik en elefant under sit statsbesøg i 1980. Skandalen er ikke så stor nu, men en tildeling af ordenen til Iliescu kan kun undskyldes med, at den gives per automatik til besøgende statsoverhoveder. Men kun hvis de selv har ordener med til at hænge på danskere. Der er ikke grund til at hædre Iliescu, som efter nær alliance med Ceausescu i 1989 satte sig i spidsen for den folkelige vrede, der væltede diktatoren. Men det kostede over tusinde dødsofre, efter at Ceausescu var sat ud af spillet. Iliescu lovede at straffe »de blodige terrorister«, der myrdede løs, men ingen bødler er dømt. Det er stadig et åbent sår i landet, hvor mange mener, at Iliescu var ansvarlig for at retfærdiggøre egen magtovertagelse i det blodige kaos. I de over 14 år, som er gået siden, har Iliescu siddet på præsidentposten i 10. I sine første år sørgede han for, at reformer udeblev. Og folk, der var utilfredse blev banket på plads af minearbejdere hentet til Bukarest med særtog. Mange døde eller blev sårede. EFTER FIRE ÅR med kaotiske reformforsøg kom Iliescu tilbage som præsident i 2000. Han vandt over en semifascist, så også i Vesten blev hans sejr hilst velkommen, og han går helhjertet ind for rumænsk medlemskab af EU. Iliescus Socialdemokrati, det reformerede tidligere kommunistparti, har regeringsmagten og kæmper for at tilpasse landet til EU. Blandt nye ledende kræfter i regeringen er Ioan Talpes, Iliescus toprådgiver, der i sin tid var nær allieret af Ceausescufamilien. Fortidens mænd plager stadig Rumænien. Det er en stor del af grunden til, at landet har ekstra store overgangsproblemer. Iliescu er blevet mild på sine gamle dage, men ikke en mand, som det klæder et demokrati at hænge ordener på. Daværende præsident Bill Clinton fik ingen orden, da han var på statsbesøg, for han havde ingen med fra det ordenløse USA. På det område bør Danmark lære af USA - om ikke for andet så for at undgå det beskæmmende ved at hænge ordener på folk som Iliescu. For det er i sandhed uorden.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
